Men det var Paaske og de usyrede Brøds (Høitid) to Dage derefter. Og de Ypperstepræster og de Skriftkloge søgte, hvorledes de kunde med List gribe og ihjelslaae ham.

Men de sagde: Ikke paa Høitiden, at der ikke skal blive Opløb iblandt Folket.

Og der han var i Bethanien, i Simon den Spedalskes Huus, der han sad tilbords, kom en Qvinde, som havde en Alabasterkrukke med uforfalsket meget kostelig Nardussalve, og hun sønderbrød Alabasterkrukken og udøste den paa hans Hoved.

Men der vare Nogle, som bleve vrede ved sig selv og sagde: Hvortil blev denne Salve spildt?

Thi den kunde blevet solgt for mere end tre hundrede Penninge og givet de Fattige; og de overfusede hende.

Men Jesus sagde: Lader hende med Fred, hvi gjøre I hende Fortræd? Hun gjorde en god Gjerning imod mig.

Thi I have altid Fattige hos eder, og naar I ville, kunne I gjøre dem tilgode; men mig have I ikke altid.

Hun gjorde, hvad hun kunde; hun haver forud salvet mit Legeme til Begravelsen.

Sandelig siger jeg eder: Hvorsomhelst dette Evangelium bliver prædiket i den ganske Verden, skal og det, som hun haver gjort, siges til hendes Ihukommelse.

Og Judas Ischarioth, En af de Tolv, gik bort til de Ypperstepræster, for at forraade ham til dem.

Men der de hørte det, bleve de glade, og de lovede at give ham Penge; og han søgte, hvorledes han kunde beleiligen forraade ham.

Og paa de usyrede Brøds første Dag, der man slagtede Paaskelammet, sagde hans Disciple til ham: Hvor vil du, at vi skulle gaae hen og berede, at du kan æde Paaskelammet?

Og han sendte to af sine Disciple hen og sagde til dem: Gaaer hen i Staden, og et Menneske skal møde eder, som bærer en Vandkrukke; følger ham.

Og hvor han gaaer ind, der siger til Huusbonden: Mesteren siger: Hvor er det Herberge, der jeg kan æde Paaskelammet med mine Disciple?

Og han skal vise eder en stor Sal, (hvor der er) dækket (og) beredt; bereder det der for os.

Og hans Disciple gik ud, og kom i Staden og fandt det, ligesom han havde sagt dem; og de beredte Paaskelammet.

Og der det var blevet Aften, kom han med de Tolv.

Og da de sadde tilbords og aade, sagde Jesus: Sandelig siger jeg eder, at Een af eder, som æder med mig, skal forraade mig.

Men de begyndte at bedrøves og at sige til ham, Een efter den Anden: Mon jeg er den? og en Anden: Mon jeg er den?

Men han svarede og sagde til dem: Een af de Tolv, den, som dypper med mig i Fadet, (er det).

Menneskens Søn gaaer vel bort, ligesom der er skrevet om ham; dog vee det Menneske, ved hvilket Menneskens Søn bliver forraadt! det var samme Menneske godt, om han ikke var født.

Og der de aade, tog Jesus Brødet, og velsignede og brød det, og gav dem og sagde: Tager, æder; dette er mit Legeme.

Og han tog Kalken, takkede og gav dem den; og de drak alle deraf.

Og han sagde til dem: Dette er mit Blod, det nye Testamentet, hvilket udgydes for Mange.

Sandelig siger jeg eder, at jeg skal ikke mere drikke af Viintræets Frugt, indtil paa hiin Dag, naar jeg skal drikke den nye i Guds Rige.

Og der de havde sjunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.

Og Jesus sagde til dem: I denne Nat skulle I alle forarges paa mig; thi der er skrevet: Jeg skal slaae Hyrden, og Faarene skulle adspredes.

Men efterat jeg er opstanden, vil jeg gaae forud for eder til Galilæa.

Men Peder sagde til ham: Dersom de endog Alle forarges, vil jeg dog ikke forarges.

Og Jesus sagde til ham: Sandelig siger jeg dig, at idag, i denne Nat, førend Hanen galer to Gange, skal du fornegte mig tre Gange.

Men han sagde end ydermere: Dersom jeg end skulde døe med dig, vil jeg dog ikke fornegte dig. Men ligesaa sagde de og alle.

Og de kom til en Gaard, hvis Navn var Gethsemane; og han sagde til sine Disciple: Sætter eder her, indtil jeg faaer bedet.

Og han tog Petrus og Jakobus og Johannes til sig, og begyndte at skjælve og svarligen at ængstes.

Og han sagde til dem: Min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager.

Og han gik lidet frem, faldt ned paa Jorden og bad, at denne Time maatte gaae ham forbi, om det var muligt.

Og han sagde: Abba, Fader! Alting er dig muligt, tag denne Kalk fra mig; dog (skee) ikke, hvad jeg vil, men hvad du (vil).

Og han kom og fandt dem sovende, og sagde til Peder: Simon, sover du? kunde du ikke vaage een Time?

Vaager og beder, at I ikke skulle komme i Fristelse; Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt.

Og han gik atter hen og bad, og sagde de samme Ord.

Og han kom igjen og fandt dem atter sovende; thi deres Øine vare betyngede, og de vidste ikke, hvad de skulde svare ham.

Og han kom tredie Gang og sagde til dem: Sove I fremdeles og hvile eder? Det er forbi, Timen er kommen; see, Menneskens Søn forraades i Synderes Hænder.

Staaer op, lader os gaae; see, han er nær, som forraader mig.

Og strax, som han endnu talede, kom Judas, Een af de Tolv, frem, og en stor Skare med ham, med Sværd og Stænger, fra de Ypperstepræster og Skriftkloge og Ældste.

Men den, som forraadte ham, havde givet dem et fælles Tegn og sagt: Den, som jeg kysser, den er det, griber ham og fører ham sikkert bort.

Og der han kom, traadte han strax til ham og sagde: Rabbi! Rabbi! og han kyssede ham.

Men de lagde deres Hænder paa ham og grebe ham.

Men Een af dem, som stode hos, drog Sværdet ud, slog den Ypperstepræsts Tjener og afhuggede hans Øre.

Og Jesus svarede og sagde til dem: I ere udgangne ligesom til en Røver, med Sværd og Stænger, for at tage fat paa mig.

Jeg haver været daglig hos eder i Templet og lært, og I grebe mig ikke; men (dette skeer), paa det at Skrifterne skulle fuldkommes.

Og de forlode ham alle og flyede.

Og en ung Karl fulgte ham, som havde kastet et fiint Linklæde over det blotte (Legeme); og de unge Karle toge fat paa ham.

Men han slap det fine Linklæde og flyede nøgen fra dem.

Og de førte Jesum hen til den Ypperstepræst; og alle de Ypperstepræster og Ældste og Skriftkloge kom tilsammen hos ham.

Og Peder fulgte ham langt bagefter, til ind i den Ypperstepræsts Palads; og han sad med hos Tjenerne og varmede sig ved Ilden.

Men de Ypperstepræster og det ganske Raad søgte Vidnesbyrd mod Jesum, paa det de kunde aflive ham; og de fandt Intet.

Thi Mange bare falske Vidnesbyrd mod ham, men Vidnesbyrdene kom ikke overeens.

Og Nogle stode op og bare falskt Vidnesbyrd mod ham og sagde:

Vi have hørt, at han sagde: Jeg vil nedbryde dette Tempel, som er gjort med Hænder, og i tre Dage bygge et andet, som ikke er gjort med Hænder.

Og end ikke saa kom deres Vidnesbyrd overeens.

Og den Ypperstepræst stod op midt iblandt dem, og spurgte Jesum ad og sagde: Svarer du slet Intet? hvad vidne disse mod dig?

Men han taug og svarede Intet. Da spurgte den Ypperstepræst ham atter ad og sagde til ham: Er du Christus, den Velsignedes Søn?

Men Jesus sagde: Jeg er; og I skulle see Menneskens Søn sidde hos Kraftens høire Haand og komme paa Himmelens Skyer.

Da sønderrev den Ypperstepræst sine Klæder og sagde: Hvad have vi længere Vidner behov?

I have hørt Guds-Bespottelsen; hvad tykkes eder? Men de fordømte ham alle at være skyldig at døe.

Og Nogle begyndte at bespytte ham, og skjule hans Ansigt, og slaae ham med Næver og sige til ham: Spaa! Ogsaa Tjenerne sloge ham paa Munden.

Og da Peder var nedenunder i Gaarden, kom en af den Ypperstepræsts Piger,

og der hun saae Peder varme sig, saae hun paa ham og sagde: Du haver ogsaa været med Jesu, den Nazaræer.

Men han negtede og sagde: Jeg kjender ham ikke, veed og ikke, hvad du siger; og han gik ud udenfor i Forgaarden; og Hanen goel.

Og Pigen saae ham igjen og begyndte at sige til dem, som stode hos: Denne er En af dem.

Men han negtede atter. Og lidet derefter sagde de, som stode hos, atter til Peder: Sandelig, du er En af dem; thi du er og en Galilæer, og dit Maal er ligt (dertil).

Men han begyndte at forbande sig og sværge: Jeg kjender ikke det Menneske, som I tale om.

Og Hanen goel anden Gang. Og Peder kom det Ord ihu, som Jesus sagde til ham: Førend Hanen galer to Gange, skal du fornegte mig tre Gange; og han gik hen og græd.