Da kom Skriftkloge og Pharisæer fra Jerusalem til Jesum og sagde:

Hvi overtræde dine Disciple de Gamles Skik? thi de toe ikke deres Hænder, naar de æde Brød.

Men han svarede og sagde til dem: Hvi overtræde og I Guds Bud for eders Skiks Skyld?

Thi Gud haver budet, sigende: Ær Fader og Moder, og: Hvo, som bander Fader eller Moder, skal visselig døe.

Men I sige: Hvo, som siger til Fader eller Moder: Det er en Gave (til Templet) det, som du af mig skulde være hjulpen med, han maa ingenlunde ære sin Fader eller sin Moder.

Og I have tilintetgjort Guds Bud for eders Skiks Skyld.

I Øienskalke! Esaias spaaede retteligen om eder, idet han sagde:

Dette Folk holder sig nær til mig med sin Mund og ærer mig med Læberne, men deres Hjerte er langt fra mig.

Men de dyrke mig forgjæves, idet de lære saadanne Lærdomme, som ere Menneskers Bud.

Og han kaldte Folket til sig og sagde til dem: Hører til og forstaaer!

Det, som indkommer i Munden, gjør ikke Mennesket ureent, men det, som udgaaer af Munden, dette gjør Mennesket ureent.

Da gik hans Disciple frem og sagde til ham: Veed du, at Pharisæerne have forarget sig, der de hørte den Tale?

Men han svarede og sagde: Enhver Plante, som min himmelske Fader ikke haver plantet, skal med Rod oprykkes.

Lader dem fare; Blinde ere Blindes Veiledere; men naar en Blind leder en Blind, da falde de begge i Graven.

Men Peder svarede og sagde til ham: Forklar os denne Lignelse.

Men Jesus sagde: Ere og I endnu uforstandige?

Forstaae I ikke endnu, at alt det, som indkommer i Munden, gaaer i Bugen og bliver udkastet ad den naturlige Gang.

Men det, som udgaaer af Munden, kommer ud af Hjertet, og det gjør Mennesket ureent.

Thi af Hjertet udkomme onde Tanker, Mord, Hor, Skjørlevnet, Tyverier, falske Vidnesbyrd, Bespottelser.

Disse ere de Ting, som gjøre Mennesket ureent; men at æde med utoede Hænder, gjør ikke Mennesket ureent.

Og Jesus gik bort derfra og drog hen til Tyri og Sidons Egne.

Og see, en cananæisk Qvinde kom fra de samme Egne, raabte og sagde til ham: Herre, Davids Søn, forbarm dig over mig! min Datter plages ilde af Djævelen.

Men han svarede hende ikke et Ord. Da traadte hans Disciple til ham, bade ham og sagde: Skil dig af med hende, thi hun raaber efter os.

Men han svarede og sagde: Jeg er ikke udsendt, uden til de fortabte Faar af Israels Huus.

Men hun kom og tilbad ham og sagde: Herre, hjælp mig!

Men han svarede og sagde: Det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de smaae Hunde.

Men hun sagde: Jo, Herre! de smaae Hunde æde dog af de Smuler, som falde af deres Herrers Bord.

Da svarede Jesus og sagde til hende: O Qvinde, din Tro er stor; dig skee, som du vil! Og hendes Datter blev karsk fra den samme Time.

Og Jesus gik derfra frem og kom til den galilæiske Sø; og han gik op paa Bjerget og satte sig der.

Og meget Folk kom til ham, som havde med sig Halte, Blinde, Stumme, Krøblinger og mange Andre; og de lagde dem for Jesu Fødder, og han helbredede dem,

saa at Folket forundrede sig, der de saae, at de Stumme talede, Krøblinger vare helbredede, Halte gik og Blinde saae; og de prisede Israels Gud.

Men Jesus kaldte sine Disciple til sig og sagde: Mig ynkes inderligen over Folket, thi de have nu tøvet hos mig i tre Dage og have Intet at æde; og lade dem fastende fare vil jeg ikke, paa det de ikke skulle forsmægte paa Veien.

Og hans Disciple sagde til ham: Hvorfra skulle vi faae saa mange Brød i Ørken, at vi kunne mætte saa meget Folk?

Og Jesus sagde til dem: Hvormange Brød have I? Men de sagde: Syv, og faa smaae Fiske.

Og han bød Folket sætte sig ned paa Jorden.

Og han tog de syv Brød og Fiskene, takkede (Gud), brød dem og gav sine Disciple dem, men Disciplene Folket.

Og de aade alle og bleve mættede; og de opsamlede det, der blev tilovers af Stykkerne, syv Kurve fulde.

Men de, som havde spiist, vare fire tusinde Mænd, foruden Qvinder og Børn.

Og der han havde ladet Folket fare, gik han i Skibet og kom til Magdalæ Grændser.