Og Jesus svarede og talede atter ved Lignelser til dem, og sagde:

Himmeriges Rige lignes med et Menneske, en Konge, som gjorde sin Søns Bryllup.

Og han udsendte sine Tjenere, at kalde de Budne til Bryllup, og de vilde ikke komme.

Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: Siger de Budne: See, jeg haver beredt mit Maaltid, mine Øxne og mit fede Qvæg er slagtet, og Alting er rede; kommer til Bryllup!

Men de foragtede det og gik hen, den Ene paa sin Ager, den Anden til sit Kjøbmandskab.

Men de Øvrige grebe hans Tjenere, forhaanede og ihjelsloge dem.

Men der Kongen det hørte, blev han vred, og skikkede sine Hære ud, og ødelagde disse Manddrabere og satte Ild paa deres Stad.

Da sagde han til sine Tjenere: Brylluppet er vel beredt, men de Budne vare det ikke værd.

Gaaer derfor ud paa Veiskjellene og byder til Bryllup saa Mange, som I finde.

Og Tjenerne gik ud paa Veiene og samlede alle dem, de fandt, baade Onde og Gode, saa Bryllupshuset blev fuldt af dem, som sadde tilbords.

Da gik Kongen ind for at besee dem, som sadde tilbords, og han saae der et Menneske, som ikke havde iført sig Bryllupsklædningen.

Og han sagde til ham: Ven! hvorledes er du kommen hid ind, og haver ikke Bryllupsklædningen paa? Men han taug.

Da sagde Kongen til Tjenerne: Binder Hænder og Fødder paa ham, og tager ham bort og kaster ham ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.

Thi Mange ere kaldede, men Faa udvalgte.

Da gik Pharisæerne hen og holdt Raad om, hvorledes de kunde besnære ham i Ord.

Og de sendte deres Disciple til ham med de Herodianer og sagde: Mester, vi vide, at du er sanddru og lærer Guds Vei i Sandhed og skjøtter om Ingen; thi du anseer ikke Menneskers Person.

Siig os derfor, hvad tykkes dig? er det tilladt at give Keiseren Skat, eller ei?

Men som Jesus havde mærket deres Ondskab, sagde han: I Øienskalke! hvi friste I mig?

Viser mig Skattens Mynt; men de rakte ham en Penning.

Og han sagde til dem: Hvis Billede og Overskrift er dette?

De sagde til ham: Keiserens. Da sagde han til dem: Saa giver Keiseren det, som Keiserens er, og Gud det, som Guds er.

Og der de hørte det, forundrede de sig, og forlode ham og ginge bort.

Paa den samme Dag traadte Sadducæerne til ham, som sige, at der ikke er Opstandelse, og spurgte ham, sigende:

Mester! Moses haver sagt: Naar Nogen døer og haver ikke Børn, da skal hans Broder, som nærmeste Slægtning, tage hans Hustru tilægte, og opreise sin Broder Afkom.

Men nu har der været hos os syv Brødre, og den første giftede sig og døde, og efterdi han ikke havde Afkom, efterlod han sin Broder sin Hustru.

Og den anden ligesaa, og den tredie, indtil den syvende.

Men sidst af dem alle døde og Qvinden.

Hvis Hustru af disse Syv skal hun da være i Opstandelsen? thi de have alle havt hende.

Men Jesus svarede og sagde til dem: I fare vild, idet I kjende ikke Skrifterne, ei heller Guds Kraft.

Thi i Opstandelsen skulle de hverken tage tilægte eller gives tilægte, men de ere ligesom Guds Engle i Himmelen.

Men have I ikke læst om de Dødes Opstandelse det, eder er sagt af Gud, som siger:

Jeg er Abrahams Gud, og Isaks Gud, og Jakobs Gud. (Men) Gud er ikke Dødes, men Levendes Gud.

Og der Folket det hørte, forundrede de sig saare over hans Lærdom.

Men der Pharisæerne hørte, at han havde stoppet Munden paa Sadducæerne, forsamlede de sig tilsammen.

Og En af dem, en Lovkyndig, spurgte og fristede ham, og sagde:

Mester! hvilket er det store Bud i Loven?

Men Jesus sagde til ham: Du skal elske Herren din Gud i dit ganske Hjerte, og i din ganske Sjæl, og i dit ganske Sind.

Dette er det første og store Bud.

Men det andet er ligesom dette: Du skal elske din Næste som dig selv.

Af disse to Bud hænger al Loven og Propheterne.

Men der Pharisæerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem og sagde:

Hvad tykkes eder om Christo? hvis Søn er han? De sagde til ham: Davids.

Han sagde til dem: Hvorledes kalder da David ham i Aanden en Herre? da han siger:

Herren sagde til min Herre: Sæt dig hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel.

Efterdi David nu kalder ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?

Og Ingen kunde svare ham et Ord, og Ingen turde ydermere gjøre Spørgsmaal til ham efter den Dag.