Verse 1
Og han traadte ind i Skibet, og foer over og kom til sin egen Stad.
Verse 2
Og see, de førte en Værkbruden til ham, som laae paa en Seng; og der Jesus saae deres Tro, sagde han til den Værkbrudne: Søn! vær frimodig, dine Synder ere dig forladte.
Verse 3
Og see, Nogle af de Skriftkloge sagde ved sig selv: Denne bespotter Gud.
Verse 4
Og der Jesus saae deres Tanker, sagde han: Hvi tænke I saa ondt i eders Hjerter?
Verse 5
Thi hvilket er lettere? at sige: Dine Synder ere dig forladte? eller at sige: Staa op og vandre?
Verse 6
Men at I skulle vide, at Menneskens Søn haver Magt paa Jorden at forlade Synderne, — da siger han til den Værkbrudne: Staa op, og tag din Seng og gak til dit Huus.
Verse 7
Og han stod op og gik bort til sit Huus.
Verse 8
Men der Folket det saae, forundrede de sig og prisede Gud, som havde givet Menneskene saadan Magt.
Verse 9
Og der Jesus gik derfra, saae han et Menneske sidde i Toldboden, som hedte Matthæus, og han siger til ham: Følg mig! og han stod op og fulgte ham.
Verse 10
Og det skede, der han sad tilbords i Huset, see, da kom og mange Toldere og Syndere og sadde tilbords med Jesu og hans Disciple.
Verse 11
Og der Pharisæerne saae det, sagde de til hans Disciple: Hvi æder eders Mester med Toldere og Syndere?
Verse 12
Men der Jesus det hørte, sagde han til dem: De Karske have ikke Lægen behov, men de, som have ondt.
Verse 13
Men gaaer hen, og lærer, hvad det er: "Jeg haver Behag i Miskundhed og ikke i Offer". Thi jeg er ikke kommen at kalde Retfærdige, men Syndere til Omvendelse.
Verse 14
Da kom Johannis Disciple til ham og sagde: Hvi faste vi og Pharisæerne meget, men dine Disciple faste ikke.
Verse 15
Og Jesus sagde til dem: Kunne Bryllupsfolkene sørge, saalænge Brudgommen er hos dem? men de Dage skulle komme, naar Brudgommen skal borttages fra dem, og da skulle de faste.
Verse 16
Men Ingen sætter en Klud af nyt Klæde paa et gammelt Klædebon; thi Kluden river Noget fra Klædebonnet, og Hullet bliver værre.
Verse 17
Man lader og ikke ny Viin i gamle Læderflasker, ellers briste Læderflaskerne, og Vinen spildes, og Læderflaskerne fordærves; men man lader ny Viin i nye Læderflasker, saa blive de begge tilsammen bevarede.
Verse 18
Der han talede dette til dem, see, da kom en Øverste, og faldt ned for ham og sagde: Min Datter er moxen død; men kom og læg din Haand paa hende, saa skal hun leve.
Verse 19
Og Jesus stod op og fulgte ham tilligemed sine Disciple.
Verse 20
Og see, en Qvinde, som havde tolv Aar havt Blodflod, traadte til bag ved (ham) og rørte ved Sømmen af hans Klædebon.
Verse 21
Thi hun sagde ved sig selv: Dersom jeg ikkun faaer rørt ved hans Klædebon, da bliver jeg helbredet.
Verse 22
Men Jesus vendte sig om, og da han saae hende, sagde han: Datter! vær frimodig, din Tro haver frelst dig; og Qvinden blev helbredet fra den samme Stund.
Verse 23
Og der Jesus kom i den Øverstes Huus og saae Piberne og Mængden, som buldrede, sagde han til dem:
Verse 24
Viger bort! thi Pigen er ikke død, men hun sover; og de beloe ham.
Verse 25
Men der Mængden var uddrevet, gik han ind og tog hende fat ved Haanden; da stod Pigen op.
Verse 26
Og dette Rygte kom ud i det hele Land.
Verse 27
Og der Jesus gik derfra, fulgte ham to Blinde, som raabte og sagde: Du Davids Søn, forbarm dig over os!
Verse 28
Men der han kom ind i Huset, gik de Blinde til ham, og Jesus siger til dem: Tro I, at jeg kan gjøre dette? De sige til ham: Ja, Herre!
Verse 29
Da rørte han ved deres Øine og sagde: Eder skee efter eders Tro.
Verse 30
Og deres Øine bleve aabnede; og Jesus bød dem strengeligen og sagde: Seer til, at Ingen faaer det at vide.
Verse 31
Men der de gik ud, udspredte de hans Rygte i hele det samme Land.
Verse 32
Men der disse vare udgangne, see, da førte de et stumt Menneske til ham, som var besat.
Verse 33
Og der Djævelen var uddreven, talede den Stumme; og Folket forundrede sig og sagde: Aldrig er Saadant seet i Israel.
Verse 34
Men Pharisæerne sagde: Han uddriver Djævle ved Djævlenes Øverste.
Verse 35
Og Jesus gik omkring i alle Stæder og Byer, lærte i deres Synagoger og prædikede Rigets Evangelium, og helbredede al Sygdom og al Skrøbelighed iblandt Folket.
Verse 36
Men der han saae Folket, ynkedes han inderligen over dem; thi de vare forsmægtede og adspredte som Faar, der ikke have Hyrde.
Verse 37
Da sagde han til sine Disciple: Høsten er vel stor, men Arbeiderne faa.
Verse 38
Beder derfor Høstens Herre, at han uddriver Arbeidere i sin Høst.