Vee en blodskyldig Stad, som er aldeles fuld af Løgn (og) af Vold! Rov vil ikke lade af.

(Der er) Svøbes Lyd og Hjuls Bulders Lyd, og stampende Heste og rumlende Vogne.

(Der ere) Ryttere, som opløfte baade skinnende Sværd og blinkende Spyd, og (der skulle være) mange Ihjelslagne og svare (Hobe døde) Kroppe, ja, der skal ikke! være Ende paa Kroppene, man maa snuble, over deres Kroppe.

(Det skal skee) for den Hores store Horerier, (som er) deilig (og) yndig, en Mesterinde i Trolddom, som haver solgt Hedningerne formedelst sit Horeri, og Slægterne formedelst sine Trolddomme.

See, (jeg vil) til dig, siger den Herre Zebaoth, og opslaae dine Klæders Sømme over dit Ansigt, og jeg vil lade Hedningerne see din Blusel, og Rigerne din Skam.

Og jeg vil kaste Vederstyggeligheder paa dig og gjøre, at du skal ringeagtes, og sætte dig som et Speil.

Og det skal skee, at Alle, som see dig, skulle flye bort fra dig og sige: Ninive er forstyrret, hvo vil have Medynk med den? hvorfra skal jeg opsøge dig Trøstere?

Mon du være bedre end No, den folkerige (Stad), som laae imellem Floderne, som havde Vand trindt omkring, hvis Værn var Havet, dens Muur var af Havet?

Morland og Ægypten var dens Styrke, og der var ikke Ende paa; de af Put og Lybia vare til din Hjælp.

Den blev ogsaa bortført, den maatte gaae i Fængsel, dens spæde Børn bleve ogsaa knuste foran paa alle Gader, og man kastede Lod om dens ærede (Folk), og alle dens store (Mænd) bleve bundne i Lænkerne.

Du, du skal ogsaa blive drukken, du skal blive skjult; du skal ogsaa opsøge en Befæstning for Fjendens Skyld.

Alle dine faste Stæder (ere som) Figentræer med de første Frugter; om de rystes, da falde de ham i Munden, som vil æde (dem).

See, dit Folk (er blevet) Qvinder midt i dig, dit Lands Porte ere aldeles opladte for dine Fjender; Ild haver fortæret dine Stænger.

Drag dig Vand til Beleiringen, færdige dine Befæstninger; gak i Dyndet og træd i Leret, færdige Teglovnen.

Der skal Ilden fortære dig, Sværdet skal udrydde dig, det skal fortære dig som Oldenborrer; skaf dig en svar (Hob Folk) som Oldenborrer, (o Konge!) skaf dig en svar (Hob Folk) som Græshopper, (o Ninive!)

Du haver gjort dem, som handle med dig, flere end Stjernerne paa Himmelen, (men de skulle være) som Oldenborrer, der falde ind og flyve bort.

Dine Kronede (ere mange) som Græshopper, og dine Høvedsmænd som meget store Græshopper, de, som leire sig hos Gjærderne i kolde Dage, (men naar) Solen gaaer op, flyve de bort, at det kjendes ikke, hvor Ens Sted af dem var.

Dine Hyrder slumre, o Konge i Assyrien! dine Ypperlige boe (tryggeligen); dit Folk, de ere adspredte paa Bjergene, og (der er) Ingen, som samler (dem).

Der er ingen Lindring for din Forstyrrelse, din Plage er (heel) svag; Alle, som hørte Tidende om dig, klappede med Hænderne over dig; thi over hvem er ikke din Ondskab stedse overgaaen?