Og det skede, der Saneballat hørte, at vi byggede Muren, da optændtes hans (Vrede), og han blev meget fortørnet, og han bespottede Jøderne.

Og han sagde for sine Brødre og den Hær i Samaria, ja han sagde: Hvad gjøre de afmægtige Jøder? skulde man lade dem være? skulde de offre? skulde de fuldende det paa denne Dag? skulde de gjøre Stenene levende af Støvets Hobe, da de ere opbrændte?

Og Tobia, den Ammoniter, var hos ham, og han sagde: Om de end bygge, (dog) dersom en Ræv drog op, da skal den nedrive deres Steenmuur.

Hør, vor Gud! at vi ere foragtede, og vend deres Forsmædelse tilbage paa deres Hoved, og giv dem til Rov i Fængsels Land.

Og skjul ikke over deres Misgjerning, og lad deres Synd ikke udslettes fra dit Ansigt; thi de have opirret (dig) tvært over for dem, som byggede.

Men vi byggede Muren, saa at den ganske Muur blev sammenføiet indtil midt derpaa; thi Folket havde Hjerte til at gjøre det.

Og det skede, der Saneballat og Tobia og de Araber og de Ammoniter og de Asdoditer hørte, at Forbedringen havde taget til paa Murene i Jerusalem, og Rifterne begyndte at lukkes til, da optændtes deres (Vrede) saare.

Og de gjorde alle et Forbund tilhobe, til at komme at stride imod Jerusalem og at gjøre en Forvildelse deri.

Men vi bade til vor Gud, og vi stillede Vagt imod dem Dag og Nat for deres Skyld.

Da sagde Juda: Deres Kraft er skrøbelig, (som bære) Byrden, og Støvet er meget, og vi, vi kunne ikke bygge paa Muren.

Og vore Modstandere sagde: De skulle ikke vide og ikke see, førend vi komme midt iblandt dem og slaae dem ihjel; og vi ville gjøre, at Gjerningen skal holde op.

Og det skede, der Jøderne, som boede hos dem, kom og sagde os det (vel) ti Gange, af alle Steder, af hvilke I kunde komme tilbage til os,

da stillede jeg (Folket) fra de nederste Steder af til det Sted bag Muren (og) paa de høie (Steder), ja jeg stillede Folket efter Slægter med deres Sværd, deres Spyd og deres Buer.

Og jeg besaae (det) og gjorde mig rede, og sagde til de Ypperste og til Forstanderne og til det øvrige Folk: Frygter ikke for deres Ansigt; tænker paa den store og den forfærdelige Herre, og strider for eders Brødre, eders Sønner og eders Døttre, eders Hustruer og eders Huse.

Og det skede, der vore Fjender hørte, at det var os tilkjendegivet, da gjorde Gud deres Raad til Intet, og vi vendte os alle til Muren igjen, hver til sin Gjerning.

Og det skede fra den samme Dag af, at Halvdelen af mine unge (Karle) gjorde ved Gjerningen, og den (anden) halve Deel af dem holdt baade Spydene, Skjoldene og Buerne og Pantserne, og de Øverste (stode) bag det ganske Judæ Huus.

De, som byggede paa Muren, og som bare Byrden, (og) de, som lagde paa dem, de gjorde med deres ene Haand Gjerningen, og med den anden holdt de Vaabenet.

Og de, som byggede, havde hver sit Sværd bundet ved sine Lænder, og byggede (saa); og den, som blæste i Trompeten, var hos mig.

Og jeg sagde til de Ypperste og til Forstanderne og til det øvrige Folk: Gjerningen er stor og vid, men vi ere adspredte paa Murene, den Ene langt fra den Anden.

Paa hvilket Sted I høre Trompetens Lyd, derhen samler eder til os; vor Gud skal stride for os.

Saa gjorde vi ved Gjerningen; og Halvdelen af dem holdt paa Spydene, fra Morgenrøden gik op, indtil Stjernerne kom frem.

Ogsaa sagde jeg paa den samme Tid til Folket: Hver blive med sin Tjener Natten over midt i Jerusalem, at vi maae have dem om Natten til (at holde) Vagt, og om Dagen til (at gjøre) Gjerningen.

Men hverken jeg eller mine Brødre eller mine Tjenere eller de Mænd paa Vagten, som vare bag mig, afførte os vore Klæder; hver (havde) sit Vaaben (og) Vand.