Da raabte al Menigheden høit, og de udgave deres Røst; og Folket græd den samme Nat.

Og alle Israels Børn knurrede imod Mose og imod Aron, og al Menigheden sagde til dem: Gid vi havde døet i Ægypti Land! eller gid vi maatte døe i denne Ørk!

Og hvorfor fører Herren os til dette Land, at (vi skulle) falde ved Sværdet, (og) vore Hustruer og vore smaae Børn blive til Rov? er det os ikke godt at vende tilbage til Ægypten?

Og den Ene sagde til den Anden: Lader os sætte (os) en Høvedsmand og vende tilbage til Ægypten.

Men Mose og Aron faldt ned paa deres Ansigter, for Israels Børns ganske Menigheds Forsamlings Ansigt.

Og Josva, Nuns Søn, og Caleb, Jephunne Søn, af dem, der havde bespeidet Landet, de sønderreve deres Klæder.

Og de sagde til al Israels Børns Menighed, sigende: Det Land, som vi vandrede igjennem, til at bespeide det, er et saare meget godt Land.

Dersom Herren haver Behagelighed til os, da fører han os ind i dette Land og giver os det, et Land, som flyder med Melk og Honning.

Aleneste værer I ikke gjenstridige imod Herren, og I, frygter ikke for Folket i det Land, thi vi ville æde dem; deres Beskjærmelse er veget fra dem, men Herren er med os, frygter ikke for dem.

Da sagde den ganske Menighed, at man skulde stene dem med Stene; da blev Herrens Herlighed seet i Forsamlingens Paulun for alle Israels Børn

Og Herren sagde til Mose: Hvor længe skal dette Folk opirre mig? og hvor længe ville de ikke troe paa mig, ved alle de Tegn, som jeg haver gjort midt iblandt dem?

Jeg vil slaae dem med Pestilentse og udrydde dem, og jeg vil gjøre dig til et større og stærkere Folk, end dette er.

Da sagde Mose til Herren: Saa høre Ægypterne det; thi du haver opført dette Folk med din Kraft midt ud af dem.

Og de skulle sige til dette Lands Indbyggere, — naar de høre, at du, Herre, er midt iblandt dette Folk, for hvilke du, Herre, sees øiensynligen, og din Sky staaer over dem, og du gaaer for deres Ansigt i en Skystøtte om Dagen og i en Ildstøtte om Natten;

og du slaaer dette Folk ihjel, som een Mand, — da skulle Hedningerne tale, naar de høre det Rygte om dig, og sige:

Fordi Herren ikke formaaede at føre dette Folk i det Land, som han havde svoret dem, derfor har han slagtet dem i Ørken.

Og nu, Kjære, lad Herrens Kraft blive stor, saasom du haver talet og sagt:

Herren er langmodig og af megen Miskundhed, som forlader Misgjerning og Overtrædelse, og som aldeles ikke skal holde (den Skyldige) for uskyldig at være, som hjemsøger Fædrenes Misgjerninger paa Børnene, paa dem i tredie og paa dem i fjerde (Led).

Kjære, forlad dette Folks Misgjerning efter din store Miskundhed, og ligesom du haver tilgivet dette Folk, fra Ægypten og hidindtil.

Og Herren sagde: Jeg haver forladt det, efter dit Ord.

Men sandeligen, saa sandt som jeg lever, da skal alt Landet opfyldes med Herrens Herlighed.

Thi alle de Mænd, som have seet min Herlighed og mine Tegn, som jeg gjorde i Ægypten og i Ørken, og have nu fristet mig ti Gange og ikke hørt paa min Røst,

de skulle ikke see det Land, som jeg haver svoret deres Fædre; ja Ingen af dem, som have opirret mig, skal see det.

Men min Tjener Caleb, fordi at der er en anden Aand med ham, og han haver fuldkommeligen efterfulgt mig, derfor vil jeg føre ham til det Land, der han var kommen hen, og hans Sæd skal eie det.

Men Amalekiten og Cananiten boer i Dalen; vender eder imorgen, og reiser i Ørken paa Veien til det røde Hav.

Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde:

Hvor længe (skal jeg see) til denne onde Menighed, dem, som knurre imod mig? jeg haver hørt Israels Børns megen Knur, som de knurre imod mig.

Siig til dem: Saa sandt som jeg lever, siger Herren, ligesom I have talet for mine Øren, saaledes vil jeg gjøre ved eder.

Eders døde Kroppe skulle falde i denne Ørk, og alle eders Talte efter alt eders Tal, fra tyve Aar gamle og derover, I, som have knurret imod mig.

I skulle ikke komme i det Land, om hvilket jeg haver opløftet min Haand (og svoret) at lade eder boe deri, undtagen Caleb, Jephunne Søn, og Josva, Nuns Søn.

Og eders smaae Børn, om hvilke I sagde, de skulle blive til Rov, ja dem vil jeg føre derind, at de skulle kjende det Land, som I have foragtet.

Men eders døde Kroppe, de skulle falde i denne Ørk.

Og eders Børn skulle være Hyrder i Ørken fyrretyve Aar, og bære eders Horeri, indtil eders døde Kroppe faae Ende i denne Ørk.

Efter de Dages Tal, i hvilke I have bespeidet Landet,(som vare) fyrretyve Dage, et Aar for hver Dag, skulle I bære eders Misgjerninger fyrretyve Aar, og I skulle fornemme min Afvendelse.

Jeg Herren haver sagt: Jeg vil visseligen gjøre dette ved al denne onde Menighed, som haver forsamlet sig imod mig; de skulle faae Ende i denne Ørk og døe der.

Og de Mænd, som Mose havde sendt til at bespeide Landet, og som vare komne igjen og kom al Menigheden til at knurre imod ham, idet de udførte ondt Rygte om Landet,

ja de Mænd, som havde udført ondt Rygte om Landet, de døde i den Plage for Herrens Ansigt.

Men Josva, Nuns Søn, og Caleb, Jephunne Søn, de bleve levende af de samme Mænd, som vare gangne til at bespeide Landet.

Og Mose talede disse Ord til alle Israels Børn; da sørgede Folket saare.

Og om Morgenen stode de tidlig op, og gik op ovenpaa Bjerget, og sagde: See, her ere vi, og vi ville drage op til det Sted, som Herren haver talet om, thi vi have syndet.

Men Mose sagde: Hvorfor overtræde I Herrens Befaling? og det skal ikke lykkes.

Drager ikke op, thi Herren er ikke midt iblandt eder, at I ikke skulle blive slagne for eders Fjenders Ansigt.

Thi Amalekiterne og Cananiterne ere der for eders Ansigt, og I skulle falde ved Sværdet; thi fordi I have vendt eder tilbage fra Herren, da skal Herren ikke være med eder.

Men de formastede sig hovmodeligen til at drage op ovenpaa Bjerget; men Herrens Pagtes Ark og Mose, de vege ikke midt ud af Leiren.

Da kom Amalekiten og Cananiten ned, som boede paa det samme Bjerg, og de sloge dem og sønderknuste dem indtil Horma.