Og Korah, Jizehars Søn, Kahaths, Levi Søns, Søn, tog (til sig) baade Dathan og Abiram, Eliabs Sønner, og On, Pelets Søn, Rubens Børn.

Og de stode op for Mose Ansigt, og to hundrede og halvtredsindstyve Mænd af Israels Børn, Menighedens Fyrster, udnævnte af Forsamlingen, navnkundige Mænd.

Og de samledes imod Mose og imod Aron, og de sagde til dem: I (gjøre for) meget af det; thi den ganske Menighed er alsammen hellig, og Herren er midt iblandt dem, og hvi ophøie I eder over Herrens Menighed?

Der Mose det hørte, da faldt han paa sit Ansigt.

Og han sagde til Korah og alt hans Selskab, sigende: Imorgen skal Herren give tilkjende, hvo hans er, og den, som hellig er, og den, han skal lade komme nær til sig; og hvilken han udvælger, den skal han lade komme nær til sig.

Gjører dette: Tager eder Ildkar, Korah og alt hans Selskab,

og lægger Ild i dem, og lægger Røgelse paa dem for Herrens Ansigt imorgen; og det skal skee, hvilken Mand Herren udvælger, den er hellig; I (gjøre for) meget af det, Levi Børn!

Og Mose sagde til Korah: Kjære, hører, Levi Børn!

Er det eder for lidet, at Israels Gud haver adskilt eder fra Israels Menighed, at lade eder komme nær til sig, til at betjene Herrens Tabernakels Tjeneste og til at staae for Menighedens Ansigt, til at tjene dem?

Og han haver ladet dig komme nær til, og alle dine Brødre, Levi Børn, med dig; og I søge ogsaa Præstedømmet.

Derfor er du og alt dit Selskab, de, som ere forsamlede, imod Herren; og Aron, hvad er han, at I knurre imod ham?

Og Mose sendte hen, at kalde ad Dathan og ad Abiram, Eliabs Sønner; og de sagde: Vi komme ikke op.

Er det for lidet, at du haver opført os af et Land, som flyder med Melk og Honning, for at lade os døe i Ørken? thi du vil ogsaa aldeles tiltage dig selv Herredømmet over os.

Ja du haver ikke ført os ind i et Land, som flyder med Melk og Honning, eller givet os Agre og Viingaarde til Arv; vil du grave Øinene ud paa disse Mænd? vi ville ikke komme op.

Da blev Mose saare vred og sagde til Herren: Vend dig ikke til deres Madoffer; jeg haver ikke taget eet Asen fra dem, og jeg haver ikke gjort Een ondt iblandt dem.

Og Mose sagde til Korah: Du og dit ganske Selskab være for Herrens Ansigt imorgen, (ja) du, og de, og Aron.

Og tager hver sit Ildkar, og lægger Røgelse paa dem, og hver føre sit Ildkar nær til for Herrens Ansigt, to hundrede og halvtredsindstyve Ildkar, og du og Aron, hver sit Ildkar.

Og de toge hver sit Ildkar og lagde Ild i dem, og lagde Røgelse paa dem; og de stode for Forsamlingens Pauluns Dør, og Mose og Aron (med).

Og Korah samlede den ganske Menighed imod dem, til Forsamlingens Pauluns Dør; men Herrens Herlighed blev seet for den ganske Menighed.

Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde:

Fraskiller eder midt udaf denne Menighed, saa vil jeg gjøre Ende med dem, som i et Øieblik.

Men de faldt ned paa deres Ansigter og sagde: Gud! som er alt Kjøds Aanders Gud, om den ene Mand vilde synde, vilde du derfor blive vred paa al Menigheden?

Og Herren talede til Mose og sagde:

Tal til Menigheden og siig: Gaaer op trindt omkring, fra Korahs, Dathans og Abirams Bolig.

Og Mose stod op og gik til Dathan og Abiram; og de Ældste af Israel gik efter ham.

Og han talede til Menigheden og sagde: Kjære, viger fra disse ugudelige Mænds Pauluner, og rører ikke ved Noget af det, som dem hører til, at I ikke skulle omkomme i alle deres Synder.

Og de gik op fra Korahs, Dathans og Abirams Bolig, trindt omkring; men Dathan og Abiram gik ud og stode i deres Pauluners Dør, og deres Hustruer og deres Sønner og deres smaae Børn.

Og Mose sagde: Derpaa skulle I kjende, at Herren haver sendt mig at gjøre alle disse Gjerninger, (og) at de ikke ere af mit Hjerte:

Dersom disse døe, som alle Mennesker døe, eller hjemsøges, som alle Mennesker hjemsøges, da haver Herren ikke sendt mig.

Men dersom Herren skaber (noget) Nyt, at Jorden oplader sin Mund og opsluger dem og alt det, de have, saa at de nedfare levende i Helvede, da skulle I kjende, at disse Mænd have opirret Herren.

Og det skede, der han havde fuldendt at tale alle disse Ord, da revnede Jorden, som var under dem.

Og Jorden aabnede sin Mund og opslugte dem og deres Huse og hvert Menneske, som var hos Korah, og alt Godset.

Og de og alt det, de havde, fore levende ned i Helvede; og Jorden skjulte over dem, og de omkom midt af Menigheden.

Og al Israel, som var trindt omkring dem, flyede for deres Røst; thi de sagde: Paa det at Jorden ikke opsluger os.

Og en Ild foer ud fra Herren og fortærede de to hundrede og halvtredsindstyve Mænd, som offrede Røgelse.

Og Herren talede til Mose og sagde:

Siig til Eleasar, Arons Søn, Præsten, at han skal optage Ildkarrene af Branden og udsprede Ilden bort, thi de ere hellige;

nemlig deres Ildkar, som syndede imod deres Sjæle, og man skal slaae dem i brede Plader, at beslaae Alteret med; thi de offrede dem for Herrens Ansigt, og de ere hellige, og de skulle være Israels Børn til et Tegn.

Saa tog Eleasar, Præsten, de Ildkar af Kobber, som de Opbrændte havde offret med, og slog dem ud til Plader, til at beslaae Alteret med,

Israels Børn til en Ihukommelse, paa det at ingen fremmed Mand, som er ikke af Arons Sæd, skal komme nær til, at gjøre Røgoffer af Røgelse for Herrens Ansigt, og at han ikke skal blive som Korah og som hans Selskab, eftersom Herren havde sagt ham formedelst Mose.

Men om anden Dagen knurrede al Israels Børns Menighed mod Mose og mod Aron, og sagde: I, I have slaaet Herrens Folk ihjel.

Og det skede, der Menigheden samledes mod Mose og mod Aron, da vendte de sig til Forsamlingens Paulun, og see, Skyen skjulte det, og Herrens Herlighed blev seet.

Og Mose og Aron kom foran Forsamlingens Paulun

Og Herren talede til Mose og sagde:

Forføier eder midt ud af denne Menighed, saa vil jeg gjøre Ende med dem, som i et Øieblik; og de faldt ned paa deres Ansigter.

Og Mose sagde til Aron: Tag Ildkarret, og læg Ild (derpaa) af Alteret, og læg Røgelse derpaa, og gak hasteligen hen til Menigheden, og gjør Forligelse for dem; thi en (hastig) Vrede er udgangen fra Herrens Ansigt, Plagen er begyndt.

Og Aron tog det, saasom Mose havde sagt, og løb hen midt iblandt Forsamlingen, og see, Plagen var begyndt iblandt Folket; saa gav han Røgelse (derpaa) og gjorde Forligelse for Folket.

Og han stod imellem de Døde og imellem de Levende, og Plagen stilledes.

Men de, som døde i Plagen, vare fjorten tusinde og syv hundrede, foruden dem, som døde for Korahs Handels Skyld.

Og Aron kom til Mose igjen for Forsamlingens Pauluns Dør, og Plagen var stillet.