Og Israels Børn, ja den ganske Menighed, kom i den Ørk Zin, i den første Maaned, og Folket blev i Kades; og Maria døde der, og blev der begraven.

Og Menigheden havde intet Vand; da forsamledes de mod Mose og mod Aron.

Og Folket kivede med Mose, og de sagde, sigende: Gid vi havde og udgivet Aanden, der vore Brødre udgave Aanden for Herrens Ansigt.

Og hvorfor førte I Herrens Menighed i denne Ørk, at vi skulde der døe, vi og vore Dyr?

Og hvorfor førte I os op af Ægypten, at føre os til dette onde Sted, (som er) ikke et Sted til Sæd og Figen og Viintræ og Granatæble, og (her) er ikke Vand at drikke?

Og Mose og Aron kom fra Menighedens Ansigt til Forsamlingens Pauluns Dør, og faldt ned paa deres Ansigter; og Herrens Herlighed blev seet for dem.

Og Herren talede til Mose og sagde:

Tag Kjeppen og samle Menigheden, du og Aron, din Broder, og I skulle tale til den Klippe for deres Øine, saa skal den give Vand af sig, og du skal udføre dem Vand af den Klippe, og give Menigheden at drikke, og deres Dyr.

Da tog Mose Kjeppen derfra, for Herrens Ansigt, saasom han havde befalet ham.

Og Mose og Aron samlede Menigheden lige for Klippen; og han sagde til dem: Kjære, hører, I Gjenstridige! mon vi kunne udføre eder Vand af denne Klippe?

Og Mose opløftede sin Haand og slog Klippen med sin Kjep to Gange; da udgik meget Vand, saa at Menigheden drak, og deres Dyr.

Og Herren sagde til Mose og til Aron: Fordi I ikke troede paa mig, at helliggjøre mig for Israels Børns Øine, derfor skulle I ikke føre denne Menighed ind i det Land, som jeg haver givet dem.

Dette er Kivevandet, der, hvor Israels Børn kivede mod Herren; og han blev helliggjort i dem.

Og Mose sendte Bud fra Kades til Edoms Konge (sigende): Saa siger din Broder Israel: Du veed al den Møie, som os er vederfaren,

at vore Fædre droge ned i Ægypten, og vi boede lang Tid i Ægypten, og Ægypterne handlede ilde med os og med vore Fædre;

og vi raabte til Herren, og han hørte vor Røst, og sendte en Engel og udførte os af Ægypten; og see, vi ere i Kades, Staden ved det Yderste af dit Landemærke.

Kjære, lad os gaae igjennem dit Land, vi ville hverken gaae igjennem Ager eller Viingaard, og ei drikke Vandet af (nogen) Brønd; vi ville gaae ad Kongeveien, vi ville hverken bøie til den høire eller til den venstre Side, indtil vi komme igjennem dit Landemærke.

Og Edom sagde til ham: Du skal ikke gaae igjennem mit (Land), at jeg ikke skal drage ud imod dig med Sværdet.

Og Israels Børn sagde til ham: Vi ville gaae op ad den alfare Vei, og dersom vi drikke af dit Vand, jeg og mit Fæ, da vil jeg give Værd derfor; (jeg vil) slet Intet (gjøre), uden gaae igjennem aleneste tilfods.

Men han sagde: Du skal ikke gaae igjennem; og Edom drog ud imod ham med et svart Folk og en stærk Haand.

Saa vægrede Edom sig for at tillade Israel at gaae igjennem sit Landemærke; og Israel bøiede (af Veien) fra ham.

Og de reiste fra Kades; og Israels Børn, (ja) al Menigheden, kom til det Bjerg Hor.

Og Herren talede til Mose og til Aron ved det Bjerg Hor, ved Edoms Lands Landemærke, og sagde:

Aron skal samles til sine Folk; thi han skal ikke komme ind i det Land, som jeg haver givet Israels Børn, fordi at I vare gjenstridige imod min Mund ved Meriba Vand.

Tag Aron og Eleasar, hans Søn, og før dem op paa det Bjerg Hor.

Og affør Aron hans Klæder, og ifør Eleasar, hans Søn, dem, og Aron skal samles (til sine Folk) og døe der.

Da gjorde Mose, saasom Herren havde befalet, og de gik op paa det Bjerg Hor, for den ganske Menigheds Øine.

Og Mose afførte Aron hans Klæder, og iførte Eleasar, hans Søn, dem; saa døde Aron der ovenpaa Bjerget; men Mose og Eleasar gik ned af Bjerget.

Og der al Menigheden saae, at Aron havde opgivet Aanden, da begræd de Aron i tredive Dage, det ganske Israels Huus.