Salomos, Davids Søns, Israels Konges, Ordsprog,

til at kjende Viisdom og Underviisning, til at forstaae forstandige Ord,

til at antage Klogskabs Tugt, Retfærdighed og Dom og Oprigtigheder,

til at give de Vanvittige Vittighed, den Unge Kundskab og (kloge) Anslag, —

hvo, som er viis, høre til og forbedre sig i Lærdom, og hvo, som er forstandig, bekomme (gode) Raad —

til at forstaae Ordsprog og Udlæggelse, de Vises Ord og deres mørke Taler.

Herrens Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daarerne foragte Viisdom og Tugt.

Min Søn! hør din Faders Tugt, og forlad ikke din Moders Lov.

Thi de ere en Naades Smykke paa dit Hoved og Kjæder om din Hals.

Min Søn! naar Syndere lokke dig, da samtyk ikke.

Om de sige: Gak med os, vi ville lure efter Blod, vi ville skjule os imod en Uskyldig uden Aarsag,

vi ville sluge dem levende, som Graven, ja ganske som dem, der nedfare i Hulen,

vi ville finde allehaande dyrebart Gods, vi ville fylde vore Huse med Rov,

du skal kaste din Lod midt iblandt os, vi ville allesammen have een Pose, —

min Søn! vandre ikke paa den Vei med dem, hold din Fod tilbage fra deres Sti.

Thi deres Fødder løbe til det Onde, og de skynde sig til at udøse Blod.

Sandelig, det er forgjæves at udsprede Garn for alle Fugles Øine.

Og disse lure paa deres (eget) Blod, de skjule sig imod deres (egne) Sjæle.

Saa ere hver dens Veie, som er hengiven til Gjerrighed; den skal tage sine (egne) Herrers Liv.

Viisdommen raaber udenfor, den udgiver sin Røst paa Gaderne.

Den raaber foran iblandt dem, som buldre; i Portenes Døre, i Staden taler den sine Ord:

Hvor længe ville I Vanvittige elske Vanvittighed, og Bespottere have sin Lyst til Bespottelse, og Daarer hade Forstand?

Vender eder til min Straf; see, jeg vil (overflødig) udgyde over eder min Aand, jeg vil kundgjøre eder mine Ord.

Efterdi jeg raabte, og I vægrede eder, jeg udrakte min Haand, og Ingen gav Agt (derpaa),

og I have ladet alt mit Raad fare, og I vilde ikke (lide) min Straf,

da vil jeg, jeg og lee i eders Ulykke, jeg vil spotte, naar det kommer, som I frygte for,

naar det kommer som en Ødelæggelse, det, som I frygte for, og eders Ulykke kommer som en Hvirvelvind, naar Angest og Trængsel kommer over eder.

Da skulle de paakalde mig, men jeg skal ikke svare, de skulle aarle søge mig, men ikke finde mig.

Fordi at de hadede Kundskab og udvalgte ikke Herrens Frygt,

de samtykkede ikke mit Raad, de foragtede al min Straf,

saa skulle de æde af deres Veies Frugt, og blive mætte af deres Raad.

Thi de Vanvittiges Afvendelse skal slaae dem ihjel, og Daarers Tryghed skal fordærve dem.

Men hvo mig lyder, skal boe tryggeligen og være rolig for Frygt for det Onde.