Falske Vægtskaaler ere Herren en Vederstyggelighed, men en fuldkommen Vægt er hans Velbehagelighed.

(Naar) Hovmodighed kommer, kommer og Forsmædelse, men Viisdom er hos de Ydmyge.

De Oprigtiges Fuldkommenhed skal ledsage dem, men de Troløses forvendte Væsen skal ødelægge dem.

Gods skal ikke hjælpe paa Grumheds Dag, men Retfærdighed skal redde fra Døden.

Den Fuldkomnes Retfærdighed skal gjøre hans Vei ret, men en Ugudelig skal falde ved sin Ugudelighed.

De Oprigtiges Retfærdighed skal redde dem, men de Troløse skulle fanges i Ondskab.

Naar et ugudeligt Menneske døer, forgaaer (hans) Haab, og de Uretfærdiges Forventelse forgaaer.

En Retfærdig udfries af Nød, og en Ugudelig kommer i hans Sted.

En Øienskalk fordærver sin Næste med Munden, men de Retfærdige udfries ved Kundskab.

En Stad skal fryde sig, naar det gaaer de Retfærdige vel, og naar de Ugudelige omkomme, (da bliver der) Frydesang.

Ved de Oprigtiges Velsignelse ophøies en Stad, men ved de Ugudeliges Mund nedbrydes den.

En, som fattes Forstand, foragter sin Næste, men en Mand, (som haver) Forstand, tier.

Den, som vandrer (som) en Bagvasker, aabenbarer hemmeligt Raad, men den, som er trofast i (sin) Aand, skjuler Sagen.

Hvor intet Raad er, (der) maa Folket falde, hvor mange Raadgivere ere, (der) er Frelse.

Naar En borger for en Fremmed, da faaer han vist Ulykke, men den, som hader dem, som slaae Haand (i Haand), er tryg.

En yndig Qvinde holder fast ved sin Ære, og Tyranner holde fast ved Rigdom.

En barmhjertig Mand gjør vel imod sin Sjæl, men en grum forstyrrer sit Kjød.

En Ugudelig gjør falskt Arbeide, men den, som saaer Retfærdighed, (faaer) en vis Løn.

Saaledes er Retfærdighed til Livet, ligesom den, der efterjager Ondt, (farer) til sin Død.

De Vanartige i Hjertet ere en Vederstyggelighed for Herren, men de, som (vandre) fuldkommelig paa Veien, ere hans Velbehagelighed.

(Om der lagdes) Magt til Magt, saa bliver en Ond ikke uskyldig, men de Retfærdiges Sæd skal undkomme.

(Som) et Smykke af Guld er i en Soes Næse, (saa er) en deilig Qvinde, som viger fra Fornuftighed.

De Retfærdiges Begjæring er visseligen god, men de Ugudeliges Haab er til Fortørnelse.

Der er den, som udspreder, og ham tillægges ydermere, og der er den, som holder tilbage mere, end Ret er, dog kun til Mangel.

En Sjæl, som velsigner, skal blive fed, og den, som vander, den skal og blive (som) en tidlig Regn.

Hvo, som holder Kornet tilbage, ham bander Folket, men Velsignelsen (kommer) paa hans Hoved, som sælger det.

Hvo, der aarle søger efter Godt, søger efter Velbehagelighed, men hvo, der leder efter Ondt, ham skal det vederfares.

Hvo, som forlader sig paa sin Rigdom, han skal falde, men de Retfærdige skulle grønnes som et Blad.

Den, som forstyrrer sit Huus, skal arve Veir, og en Daare (skal være) dens Tjener, (som er) viis i Hjertet.

Den Retfærdiges Frugt er Livsens Træ, og en Viis fanger Sjæle.

See, en Retfærdig skal betales paa Jorden, hvor meget mere en Ugudelig og en Synder.