Verse 1
En viis Søn (hører sin) Faders Tugt, men en Bespotter hører ikke Irettesættelse,
Verse 2
En Mand skal nyde det Gode af (sin) Munds Frugt, men de Troløses Sjæl (skal æde) Volds (Frugt).
Verse 3
Hvo, som bevarer sin Mund, forvarer sin Sjæl, (men) den, som oplader sine Læber, ham er det til Fordærvelse.
Verse 4
Den Lades Sjæl begjærer og (faaer) ikke, men de Flittiges Sjæl skal fedes.
Verse 5
En Retfærdig hader Løgns Ord, men en Ugudelig gjør sig stinkende og beskjæmmer.
Verse 6
Retfærdighed skal bevare den, som (vandrer) fuldkommeligen paa Veien, men Ugudelighed skal omkaste (den, som gjør) Synd.
Verse 7
Der er den, som holder sig rig og (haver) slet Intet, og den, som holder sig fattig og (haver) meget Gods.
Verse 8
En Mands Rigdom er en Forsoning for hans Liv, men en Arm hører ikke Skjælden.
Verse 9
De Retfærdiges Lys skal gjøre Glæde, men de Ugudeliges Lygte skal udslukkes.
Verse 10
Med Hovmodighed foraarsager man ikkun Trætte, men hos dem, som beraade sig, er Viisdom.
Verse 11
Gods af Forfængelighed skal formindskes, men hvo, som samler med Haanden, skal formere det.
Verse 12
Forventelse, som (længe) forhales, krænker Hjertet, men (naar) det kommer, som man begjærer, da er det Livsens Træ:
Verse 13
Hvo, som foragter Ordet, skal fordærves ved sig (selv), men hvo, som frygter Budet, han faaer Løn derfor.
Verse 14
Den Vises Lærdom er Livets Kilde til at vige fra Dødens Snarer.
Verse 15
En god Forstand skal give Naade, men de Troløses Vei er haard.
Verse 16
Hver, som er klog, gjør (sine Ting) med Forstand, men en Daare udbreder Daarlighed.
Verse 17
Et ugudeligt Sendebud skal falde i Ulykke, men et trofast Bud er Lægedom.
Verse 18
Hvo, som lader Tugt fare, haver Armod og Skam, men den, som bevarer Straf, skal æres.
Verse 19
(Naar) det skeer, som man begjærer, (da) er det sødt for Sjælen, men at vige fra Ondt er Daarer en Vederstyggelighed.
Verse 20
Den, som omgaaes med Vise, skal blive viis, men den, som er Daarers Staldbroder, skal faae Ulykke.
Verse 21
Ulykke skal forfølge Syndere, men han skal betale den Retfærdige med Godt.
Verse 22
En God skal gjøre, at Børnebørn faae Arv, men en Synders Gods er gjemt til den Retfærdige.
Verse 23
Der er megen Mad i de Armes nyopdyrkede Land, men der er den, som omkommer, fordi (han) ikke (vil gjøre) Ret.
Verse 24
Hvo, som sparer sit Riis, hader sin Søn, men den, som elsker ham, tugter ham tidlig.
Verse 25
En Retfærdig æder, indtil hans Sjæl bliver mæt, men de Ugudeliges Bug skal fattes.