(Hver af) de vise Qvinder bygger sit Huus, men en daarlig bryder det ned med sine Hænder.

Den, som vandrer i sin Oprigtighed, frygter Herren, men den, som afviger i sine Veie, foragter ham.

I Daarens Mund er Hovmods Riis, men de Vises Læber skulle bevare dem.

Der, hvor ingen Øxne er, der er Krybben reen, men ved Oxens Kraft er meget Indkomme.

Et trofast Vidne lyver ikke, men et falskt Vidne udblæser Løgn.

Spotteren søger Viisdom, og (den findes) ikke, men for en Forstandig er Kundskab let.

Gak (langt) fra en daarlig Mand (og den, hos hvem) du ikke fornemmer Kundskabs Læber.

Det er den Kloges Viisdom at forstaae sig paa sin Vei, men Daarers Daarlighed er Svig.

(Enhver af) Daarerne driver Spot med (sin) Syndeskyld, men iblandt de Oprigtige er Velbehagelighed.

Et Hjerte kjender sin Sjæls Bitterhed, og en Fremmed skal ikke blande sig udi dets Glæde.

De Ugudeliges Huus skal ødelægges, men de Oprigtiges Paulun skal blomstre.

Der er en Vei, som synes ret for en Mand, men det Sidste deraf er Dødens Veie.

Hjertet skal og, idet det leer, have Smerte, og det Sidste af den Glæde er Bedrøvelse.

Et fravendt Hjerte skal mættes af sine Veie, men en god Mand (viger) fra ham.

En Vanvittig troer Allting, men en Klog agter paa sin Gang.

En Viis frygter og viger fra Ondt, men en Daare farer igjennem og er tryg.

Den, som er hastig til Vrede, gjør Daarlighed, og en underfundig Mand hades.

Vanvittige arve Daarlighed, men Kloge skulle krone sig med Kundskab.

De Onde nedbøie sig for de Godes Ansigt, og de Ugudelige ved den Retfærdiges Porte.

En Arm hades ogsaa af sin Næste, men de ere mange, som elske en Rig.

Hvo, som foragter sin Næste, synder, men den, som forbarmer sig over de Fortrykte, er salig.

Skulle de ikke fare vild, som optænke Ondt? men de, som optænke Godt (skulle finde) Miskundhed og Troskab.

I alt smerteligt (Arbeide) er der Fordeel, men (hvor der ikkun ere) Læbers Ord, (der kommer det) aleneste til Mangel.

De Vises Krone er deres Rigdom, men Daarers Daarlighed (bliver) Daarlighed.

Et trofast Vidne redder Sjæle, men et svigefuldt (Vidne) udblæser Løgn.

I Herrens Frygt er en tryg Styrke, og han skal være en Tilflugt for sine Børn.

Herrens Frygt er Livets Kilde til at vige fra Dødens Snarer.

Det er en Konges Ære at have meget Folk, men hvor Folket er borte, der er en Fyrstes Fordærvelse.

En Langmodig har megen Forstand, men den, som er hastig i Sindet, ophøier Daarlighed.

Et sundt Hjerte er Legemets Liv, men Avind er (som) Raaddenhed i Benene.

Hvo, som fortrykker den Ringe, forhaaner den, som gjorde ham, men hvo, som forbarmer sig over en Fattig, ærer ham.

En Ugudelig skal omstødes formedelst sin Ondskab, men en Retfærdig har Tillid i sin Død.

Viisdom hviler i den Forstandiges Hjerte, men (det, som er) inden i Daarer, skal kjendes.

Retfærdighed ophøier et Folk, men Synd er en gruelig Ting iblandt Folk.

Kongens Velbehagelighed er til en klog Tjener, men hans Grumhed er (over) den, som beskjæmmer.