Et mildt Svar kan omvende Vrede, men et fortrædeligt Ord gjør, at Vrede opstiger.

De Vises Tunge giver god Kundskab, men Daarers Mund udgyder Daarlighed.

Herrens Øine ere allesteds, de beskue Onde og Gode.

Tungens Lægedom er Livsens Træ, men (naar der er) et forvendt Væsen i den, (da er det, som naar Noget) sønderbrydes af Veir.

En Daare foragter sin Faders Tugt, men den, som bevarer Straffen, handler snildeligen.

I en Retfærdigs Huus er meget Gods, men der er Forstyrrelse i en Ugudeligs Indkomme.

De Vises Læber skulle udstrøe Kundskab, men Daarernes Hjerte ikke saa.

De Ugudeliges Offer er Herren en Vederstyggelighed, men de Oprigtiges Bøn er hans Velbehagelighed.

De Ugudeliges Vei er Herren en Vederstyggelighed, men den, som efterjager Retfærdighed, elsker han.

Tugt er ond for den, som forlader en Sti; den, som hader Straf, skal døe.

Helvede og Fordærvelse er (aabenbar) for Herren, meget mere Menneskens Børns Hjerter.

En Spotter elsker ikke den, som ham straffer, han gaaer ikke til de Vise.

Et glad Hjerte gjør Ansigtet behageligt, men ved Hjertets Bekymring nedslaaes Modet.

Et forstandigt Hjerte søger Kundskab, men Daarers Mund fødes med Daarlighed.

Alle den Elendiges Dage ere onde, men et godt Mod er et ideligt Gjæstebud.

Lidet er bedre i Herrens Frygt, end stort Liggendefæ, naar der er Forstyrrelse derhos.

Bedre er en Ret grønne Urter, naar der er Kjærlighed hos, end en fed Oxe, naar der er Had hos.

En hastig Mand opvækker Trætte, men en Langmodig stiller Kiv.

Den Lades Vei er som et Tornegjerde, men de Oprigtiges Sti er banet.

En viis Søn glæder Faderen, men et daarligt Menneske foragter sin Moder.

Daarlighed er den en Glæde, som fattes Forstand, men en forstandig Mand vandrer ret frem.

Anslag gjøres til Intet, naar der ikke er hemmeligt Raad, men hvor der ere mange Raadgivere, (der) skal det bestaae.

Der er Glæde over en Mand, naar hans Mund svarer (ret), og et Ord i sin Tid, hvor godt (er det)!

Livsens Vei er for den Kloge oventil, paa det han skal undvige Helvede nedentil.

Herren skal udrydde de Hovmodiges Huus, men stadfæste Enkens Landemærke.

Den Ondes Anslag ere Herren en Vederstyggelighed, men de Renes ere liflige Taler.

Den, som er meget gjerrig, forstyrrer sit Huus, men den, som hader Gaver, skal leve.

Den Retfærdiges Hjerte betænker sig for at svare, men de Ugudeliges Mund udgyder onde Ting.

Herren er langt fra de Ugudelige, men hører de Retfærdiges Bøn.

Øines Lys glæder Hjertet, et godt Rygte feder Been.

Det Øre, som hører Livsens Straf, bliver om Natten midt iblandt de Vise.

Den, som lader Tugt fare, foragter sin Sjæl, men den, som hører Straf, forhverver (sig) Forstand.

Herrens Frygt er Viisdoms Tugt, og Ydmyghed er for Ære.