Verse 1
Et mildt Svar kan omvende Vrede, men et fortrædeligt Ord gjør, at Vrede opstiger.
Verse 2
De Vises Tunge giver god Kundskab, men Daarers Mund udgyder Daarlighed.
Verse 3
Herrens Øine ere allesteds, de beskue Onde og Gode.
Verse 4
Tungens Lægedom er Livsens Træ, men (naar der er) et forvendt Væsen i den, (da er det, som naar Noget) sønderbrydes af Veir.
Verse 5
En Daare foragter sin Faders Tugt, men den, som bevarer Straffen, handler snildeligen.
Verse 6
I en Retfærdigs Huus er meget Gods, men der er Forstyrrelse i en Ugudeligs Indkomme.
Verse 7
De Vises Læber skulle udstrøe Kundskab, men Daarernes Hjerte ikke saa.
Verse 8
De Ugudeliges Offer er Herren en Vederstyggelighed, men de Oprigtiges Bøn er hans Velbehagelighed.
Verse 9
De Ugudeliges Vei er Herren en Vederstyggelighed, men den, som efterjager Retfærdighed, elsker han.
Verse 10
Tugt er ond for den, som forlader en Sti; den, som hader Straf, skal døe.
Verse 11
Helvede og Fordærvelse er (aabenbar) for Herren, meget mere Menneskens Børns Hjerter.
Verse 12
En Spotter elsker ikke den, som ham straffer, han gaaer ikke til de Vise.
Verse 13
Et glad Hjerte gjør Ansigtet behageligt, men ved Hjertets Bekymring nedslaaes Modet.
Verse 14
Et forstandigt Hjerte søger Kundskab, men Daarers Mund fødes med Daarlighed.
Verse 15
Alle den Elendiges Dage ere onde, men et godt Mod er et ideligt Gjæstebud.
Verse 16
Lidet er bedre i Herrens Frygt, end stort Liggendefæ, naar der er Forstyrrelse derhos.
Verse 17
Bedre er en Ret grønne Urter, naar der er Kjærlighed hos, end en fed Oxe, naar der er Had hos.
Verse 18
En hastig Mand opvækker Trætte, men en Langmodig stiller Kiv.
Verse 19
Den Lades Vei er som et Tornegjerde, men de Oprigtiges Sti er banet.
Verse 20
En viis Søn glæder Faderen, men et daarligt Menneske foragter sin Moder.
Verse 21
Daarlighed er den en Glæde, som fattes Forstand, men en forstandig Mand vandrer ret frem.
Verse 22
Anslag gjøres til Intet, naar der ikke er hemmeligt Raad, men hvor der ere mange Raadgivere, (der) skal det bestaae.
Verse 23
Der er Glæde over en Mand, naar hans Mund svarer (ret), og et Ord i sin Tid, hvor godt (er det)!
Verse 24
Livsens Vei er for den Kloge oventil, paa det han skal undvige Helvede nedentil.
Verse 25
Herren skal udrydde de Hovmodiges Huus, men stadfæste Enkens Landemærke.
Verse 26
Den Ondes Anslag ere Herren en Vederstyggelighed, men de Renes ere liflige Taler.
Verse 27
Den, som er meget gjerrig, forstyrrer sit Huus, men den, som hader Gaver, skal leve.
Verse 28
Den Retfærdiges Hjerte betænker sig for at svare, men de Ugudeliges Mund udgyder onde Ting.
Verse 29
Herren er langt fra de Ugudelige, men hører de Retfærdiges Bøn.
Verse 30
Øines Lys glæder Hjertet, et godt Rygte feder Been.
Verse 31
Det Øre, som hører Livsens Straf, bliver om Natten midt iblandt de Vise.
Verse 32
Den, som lader Tugt fare, foragter sin Sjæl, men den, som hører Straf, forhverver (sig) Forstand.
Verse 33
Herrens Frygt er Viisdoms Tugt, og Ydmyghed er for Ære.