(Det staaer) til et Menneske, hvad han vil sætte sig for i Hjertet, men (det kommer) fra Herren, hvad Tungen skal svare.

Alle en Mands Veie ere rene for hans Øine, men Herren er den, som veier Aander.

Vælt dine Gjerninger paa Herren, saa skulle dine Anslag stadfæstes.

Herren haver gjort Alting for sin Skyld, ja ogsaa en Ugudelig til den onde Dag.

Hver, som er høi i Hjertet, er Herren en Vederstyggelighed; (om der end lægges) Magt til Magt, skal han dog ikke holdes Uskyldig.

Ved Miskundhed og Sandhed forsones Misgjerning, og ved Herrens Frygt viger man fra det Onde.

Naar Herren haver Behagelighed til en Mands Veie, da gjør han, at ogsaa hans Fjender holde Fred med ham.

Lidet er bedre med Retfærdighed, end meget Indkomme foruden Ret.

Menneskets Hjerte optænker sin Vei, men Herren stadfæster hans Gang.

Der er Spaadom paa en Konges Læber, hans Mund skal ikke overtræde i Dom.

Ret Vægt og Vægtskaaler høre Herren til, alle Vægtstene i Posen ere hans Gjerning.

Det er en Vederstyggelighed for Konger at gjøre Ugudelighed, thi ved Retfærdighed befæstes Thronen.

Retfærdigheds Læber ere Konger en Velbehagelighed, og den, som taler oprigtige Ting, skal (hver af dem) elske.

Kongens Hastighed er Dødens Bud, men en viis Mand skal forsone den.

I Kongens Ansigts Lys er Livet, og hans Bevaagenhed er som en Sky med sildig Regn.

At kjøbe Viisdom, hvor (meget) er det bedre end opgravet (Guld)! og at kjøbe Forstand er mere at udvælge end Sølv.

De Oprigtiges slagne Vei er at vige fra det Onde; hvo, der forvarer sin Vei, bevarer sin Sjæl.

Foran Forstyrrelse er Hovmodighed, og foran Fald en høi Aand.

Det er bedre (at være) ringe i Aanden med de Sagtmodige, end at dele Rov med de Hovmodige.

Hvo, som forstaaer sig paa Ordet, han skal finde Godt, og den, som forlader sig paa Herren, den er salig.

En Viis i Hjertet skal kaldes forstandig, og Læbernes Sødhed formerer Lærdom.

Klogskab er for dem, som eie den, Livets Kilde, men Daarers Tugt er Daarlighed.

Den Vises Hjerte skal undervise hans Mund og formere Lærdom paa hans Læber.

Liflige Taler ere en Honningkage, sød for Sjælen og en Lægedom for Benene.

Der er en Vei, som synes en Mand ret, men det Sidste deraf er Dødens Veie.

Hans Sjæl, som arbeider, arbeider for sig (selv), thi han bøier sig til Arbeide, da hans Mund byder ham det.

En Belials Mand bereder Ulykke, og paa hans Læber er som en brændende Ild.

En saare forvendt Mand kommer Trætte afsted, og en Bagvasker adskiller en Fyrste (fra den anden).

En fortrædelig Mand lokker sin Næste, og fører ham paa en Vei, (som er) ikke god.

Hvo, der lukker sine Øine, (gjør det) for at optænke forvendte Ting, hvo, som bider i sine Læber, fuldkommer Ondt.

Graae Haar ere en deilig Krone, (naar) de findes paa Retfærdigheds Vei.

En Langmodig er bedre end en vældig (Mand), og den, som hersker over sin Aand, end den, der indtager en Stad.

Lodden kastes i Skjødet, men al dens Udfald er fra Herren.