Verse 1
(Det staaer) til et Menneske, hvad han vil sætte sig for i Hjertet, men (det kommer) fra Herren, hvad Tungen skal svare.
Verse 2
Alle en Mands Veie ere rene for hans Øine, men Herren er den, som veier Aander.
Verse 3
Vælt dine Gjerninger paa Herren, saa skulle dine Anslag stadfæstes.
Verse 4
Herren haver gjort Alting for sin Skyld, ja ogsaa en Ugudelig til den onde Dag.
Verse 5
Hver, som er høi i Hjertet, er Herren en Vederstyggelighed; (om der end lægges) Magt til Magt, skal han dog ikke holdes Uskyldig.
Verse 6
Ved Miskundhed og Sandhed forsones Misgjerning, og ved Herrens Frygt viger man fra det Onde.
Verse 7
Naar Herren haver Behagelighed til en Mands Veie, da gjør han, at ogsaa hans Fjender holde Fred med ham.
Verse 8
Lidet er bedre med Retfærdighed, end meget Indkomme foruden Ret.
Verse 9
Menneskets Hjerte optænker sin Vei, men Herren stadfæster hans Gang.
Verse 10
Der er Spaadom paa en Konges Læber, hans Mund skal ikke overtræde i Dom.
Verse 11
Ret Vægt og Vægtskaaler høre Herren til, alle Vægtstene i Posen ere hans Gjerning.
Verse 12
Det er en Vederstyggelighed for Konger at gjøre Ugudelighed, thi ved Retfærdighed befæstes Thronen.
Verse 13
Retfærdigheds Læber ere Konger en Velbehagelighed, og den, som taler oprigtige Ting, skal (hver af dem) elske.
Verse 14
Kongens Hastighed er Dødens Bud, men en viis Mand skal forsone den.
Verse 15
I Kongens Ansigts Lys er Livet, og hans Bevaagenhed er som en Sky med sildig Regn.
Verse 16
At kjøbe Viisdom, hvor (meget) er det bedre end opgravet (Guld)! og at kjøbe Forstand er mere at udvælge end Sølv.
Verse 17
De Oprigtiges slagne Vei er at vige fra det Onde; hvo, der forvarer sin Vei, bevarer sin Sjæl.
Verse 18
Foran Forstyrrelse er Hovmodighed, og foran Fald en høi Aand.
Verse 19
Det er bedre (at være) ringe i Aanden med de Sagtmodige, end at dele Rov med de Hovmodige.
Verse 20
Hvo, som forstaaer sig paa Ordet, han skal finde Godt, og den, som forlader sig paa Herren, den er salig.
Verse 21
En Viis i Hjertet skal kaldes forstandig, og Læbernes Sødhed formerer Lærdom.
Verse 22
Klogskab er for dem, som eie den, Livets Kilde, men Daarers Tugt er Daarlighed.
Verse 23
Den Vises Hjerte skal undervise hans Mund og formere Lærdom paa hans Læber.
Verse 24
Liflige Taler ere en Honningkage, sød for Sjælen og en Lægedom for Benene.
Verse 25
Der er en Vei, som synes en Mand ret, men det Sidste deraf er Dødens Veie.
Verse 26
Hans Sjæl, som arbeider, arbeider for sig (selv), thi han bøier sig til Arbeide, da hans Mund byder ham det.
Verse 27
En Belials Mand bereder Ulykke, og paa hans Læber er som en brændende Ild.
Verse 28
En saare forvendt Mand kommer Trætte afsted, og en Bagvasker adskiller en Fyrste (fra den anden).
Verse 29
En fortrædelig Mand lokker sin Næste, og fører ham paa en Vei, (som er) ikke god.
Verse 30
Hvo, der lukker sine Øine, (gjør det) for at optænke forvendte Ting, hvo, som bider i sine Læber, fuldkommer Ondt.
Verse 31
Graae Haar ere en deilig Krone, (naar) de findes paa Retfærdigheds Vei.
Verse 32
En Langmodig er bedre end en vældig (Mand), og den, som hersker over sin Aand, end den, der indtager en Stad.
Verse 33
Lodden kastes i Skjødet, men al dens Udfald er fra Herren.