Verse 1
Bedre er en tør Mundbid, naar Rolighed er derhos, end et Huus, fuldt af slagtet (Qvæg), med Trætte.
Verse 2
En klog Tjener skal herske over en Søn, som beskjæmmer, og skal dele Arv midt iblandt Brødre.
Verse 3
Der er Digel til (at prøve) Sølvet, og Ovn til Guldet, men den, som prøver Hjerterne, er Herren.
Verse 4
En Ond agter paa uretfærdige Læber, (og) den, som vender Øren til Løgn, (agter) paa en skadelig Tunge.
Verse 5
Hvo, som bespotter en Arm, forhaaner den, som gjorde ham; hvo, som glæder sig over Ulykke, skal ikke holdes uskyldig.
Verse 6
Børnebørn ere de Gamles Krone, og Børnenes Priis ere deres Fædre.
Verse 7
Det staaer en Daare ikke vel an at tale om ypperlige Ting, meget mindre en Fyrste at tale Løgn.
Verse 8
Skjenk er en yndig Steen for deres Øine, som eie den; til alt det, man vil vende sig, skal den lykkes.
Verse 9
Hvo, som skjuler Overtrædelse, søger Kjærlighed, men den, som opripper en Sag, adskiller en Fyrste (fra den anden).
Verse 10
Irettesættelse nedfarer dybere i en Forstandig, end at slaae en Daare hundrede (Gange).
Verse 11
Et gjenstridigt (Menneske) søger visseligen efter Ondt, men en grum Engel skal sendes paa ham.
Verse 12
(Det er bedre) for en Mand at møde en Bjørn, som Ungerne ere fratagne, end en Daare i hans Daarlighed.
Verse 13
Hvo, som igjengiver Ondt for Godt, fra hans Huus skal Ondt ikke vige.
Verse 14
Hvo, som begynder Trætte, (er ligesom den), der aabner for Vand; forlad derfor Trætten, førend du blandes i den.
Verse 15
Den, som siger en Ugudelig at være retfærdig, og den, som siger en Retfærdig at være ugudelig, de ere ogsaa Herren begge en Vederstyggelighed.
Verse 16
Hvortil skal (Penges) Værd i Daarens Haand at kjøbe Viisdom, (efterdi han haver) ikke Forstand (derpaa)?
Verse 17
En Ven elsker altid, og en Broder fødes (til Hjælp) i Nød.
Verse 18
Et Menneske, som fattes Forstand, slaaer Haand (i Haand) og bliver fast Borgen hos sin Næste.
Verse 19
Hvo, der elsker Trætte, elsker Overtrædelse; hvo, som gjør sin Dør høi, søger efter Forstyrrelse.
Verse 20
Den, som er vanartig i Hjertet, skal ikke finde Godt, og den, (som taler) forvendt med sin Tunge, skal falde i Ulykke.
Verse 21
Den, som avler en Daare, (avler ham) sig til Bedrøvelse, og en Daares Fader skal ikke glædes.
Verse 22
Et glad Hjerte er en god Lægedom, men et nedslaget Mod fortørrer Been.
Verse 23
En Ugudelig tager Gave af Skjødet til at bøie Rettens Stier.
Verse 24
Der er Viisdom for den Forstandiges Ansigt, men en Daares Øine ere ved Jordens Ende.
Verse 25
En daarlig Søn er sin Fader en Harm, og en bitter (Bedrøvelse) for hende, som fødte ham.
Verse 26
Det er ikke godt endogsaa at lægge Straf paa den Retfærdige, at slaae Fyrster, (som gjøre) Ret.
Verse 27
Den, som haver god Kundskab, sparer sin Tale, og en forstandig Mand er koldsindig.
Verse 28
Ogsaa en Daare, om han taug, kunde regnes viis; (thi) den, som holder sine Læber til, er forstandig.