Som Sneen om Sommeren og som Regnen om Høsten, saa passer Ære ikke vel for en Daare.

Som en Spurv vanker omkring, som en Svale flyver, saaledes kommer den Forbandelse ikke, (som skeer) uden Aarsag.

En Svøbe hører til Hesten, og en Tømme til Asenet, og et Riis til Daarers Ryg.

Du skal ikke svare en Daare efter hans Daarlighed, at ikke maaskee ogsaa du skal blive ham lig.

Svar en Daare efter hans Daarlighed, at han ikke skal for sine (egne) Øine synes at være viis.

Han, som sender Bud formedelst en Daare, afhugger (sig selv) Fødderne og maa drikke Fortrædelighed (i sig).

Tager Laarene bort fra en Halt; saa er et Ordsprog i Daarers Mund.

Som den, der binder en Steen i en Slynge, saa er den, der giver en Daare Ære.

(Som) en Torn, der opkommer i en Drukkens Haand, saa er et Ordsprog i Daarers Mund.

En Mægtig gjør Enhver Smerte, og (baade) lønner en Daare og lønner Overtrædere.

Ligesom en Hund vender sig til sit (eget) Spy, (saa) er Daaren, som igjentager sin Daarlighed.

(Naar) du haver seet en Mand, som synes (at være) viis for sine egne Øine, (da er der) mere Forhaabning til en Daare end til ham.

En Lad sagde: Der er en grum Løve paa Veien, en Løve paa Gaderne.

(Som) Døren vendes omkring paa sine Hængsler, (saa vender og) en Lad sig paa sin Seng.

En Lad skjuler sin Haand i Fadet; det bliver ham besværligt at lade den komme til sin Mund igjen.

En Lad er visere for sine egne Øine end Syv, som svare med Fornuftighed.

Som den, der tager Hunden fat ved Ørene, er den, der gaaer forbi og fortørner sig over en Trætte, der ikke kommer ham ved.

Som en Galen, der kaster Gnister, Pile og dødelige (Skud),

saa (gjør) en Mand, der besviger sin Næste og siger: Skjæmter jeg ikke?

Naar Træet er borte, udslukkes Ilden, og naar der er ingen Bagvasker, stilles Trætte.

(Som) Kul høre til (at optænde) Gløder, og Træer til (at gjøre) Ild, saa (kommer) en trættekjær Mand til at optænde Kiv.

En Bagvaskers Ord ere som Slag, og de fare ned i inderste Bug.

(Som) et Skaar, der er overdraget med Sølvskum, (saa) ere brændende Læber og et ondt Hjerte.

En Hader kan stille sig fremmed an med sine Læber, men inden i sig lægger han Svig.

Naar han gjør sin Røst yndig, (da) tro ham ikke; thi der ere syv Vederstyggeligheder i hans Hjerte.

Den, hvis Had haver skjult sig med Bedrag, hans Ondskab skal blive aabenbaret i Forsamlingen.

Hvo, som graver en Grav, skal falde i den, og hvo, som opvælter en Steen, paa ham skal den komme tilbage.

En falsk Tunge hader dem, som den haver stødt, og en smigrende Mund skal gjøre, at (Andre) omstødes.