Ros dig ikke af den Dag imorgen; thi du veed ikke, hvad Dagen vil føde.

Lad en Fremmed rose dig, og ikke din Mund, en Ubekjendt, og ikke dine Læber.

Stene ere svare, og Sand er en Byrde, men en Daares Fortørnelse er svarere end begge.

Hastighed er Grumhed, og Vrede er et Vandskyl; dog hvo kan staae for Avind?

Aabenbar Straf er bedre end skjult Kjærlighed.

Saar af en Elsker ere trofaste, men Haderens Kys maa frabedes.

En mæt Sjæl træder paa Honningkage, men for en hungrig Sjæl er alt Beeskt sødt.

Ligesom en Spurv, der vanker omkring fra sin Rede, saa er en Mand, der vanker omkring fra sit Sted.

Olie og Røgelse glæde Hjertet, og en Vens Sødhed (glæder) ved sin Sjæls Raad.

Forlad ikke din Ven og din Faders Ven, og gak ikke i din Broders Huus paa din Modgangs Dag; en Nabo er bedre nær hos, end en Broder langt borte.

Vær viis, min Søn! og glæd mit Hjerte, paa det jeg kan svare den et Ord, som forhaaner mig.

En Klog seer Ulykken og skjuler sig, (men) Vanvittige gaae frem (og) straffes.

Tag hans Klædebon, som borgede for en Fremmed, og tag Pant af ham for en ubekjendt (Qvindes) Skyld.

Hvo, som velsigner sin Næste med høi Røst om Morgenen, naar han aarle opstaaer, det skal regnes ham for en Forbandelse.

Et ideligt Dryp paa den Dag, det regner saare, og en trættekjær Qvinde ligne (hverandre).

(Hver), som søger at skjule hende, vil skjule Veir, og i sin høire Haand (gjemme) Olie, (som dog) raaber.

Jern kan skjærpe Jern, og en Mand kan skjærpe sin Næstes Ansigt.

Hvo, som bevarer et Figentræ, skal æde Frugt deraf, og hvo, der tager vare paa sin Herre, skal æres.

Ligesom Ansigt er imod Ansigt i Vand, saa er et Menneskes Hjerte imod et (andet) Menneske.

Helvede og Fordærvelse kunne ikke mættes, saa kunne (og) Menneskens Øine ikke mættes.

(Ligesom der er) Digel til at (prøve) Sølvet, og Ovn til Guldet, saa (prøves) en Mand efter sin priselige Gjernings Beskaffenhed.

Dersom du vilde støde en Daare i Morteren med Støderen midt iblandt Gryn, skal (dog) ikke hans Daarlighed vige fra ham.

Du skal grandt kjende dine Faars Skikkelse; sæt dit Hjerte til Hjordene.

Thi Gods er ikke evindelig, og mon en Krone (skulde vare) fra Slægt til Slægt?

(Naar) Høet er bortført, saa lader Græsset sig igjen see, og Urterne sankes paa Bjergene.

Lammene ere til dine Klæder, og Bukke ere en Agers Værd,

og (du haver) Gjedemelk nok til din Spise, til Spise for dit Huus og til dine unge Pigers Livs (Ophold).