Min Søn! giv Agt paa min Viisdom, bøi dit Øre til min Forstand,

at (du maa) forvare (kloge) Anslag, og at dine Læber kunne bevare Kundskab.

Thi den fremmede (Qvindes) Læber dryppe (som) Honningkage, og hendes Gane er glattere end Olie.

Men det Sidste af hende er beskt som Malurten, hvast som et tveegget Sværd.

Hendes Fødder gaae ned til Døden, hendes Gange Holde fast ved Helvede.

Paa det du ikke skal overveie Livets Sti, (da) ere hendes Veie ustadige, at du ikke kan kjende (dem).

Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Tale:

Lad din Vei være langt fra hende, og kom ikke nær til hendes Huses Dør,

at du ikke maaskee skal give Andre din Ære, og en Grum dine Aar;

at de Fremmede ikke skulle maaskee mættes af din Formue, og alt dit smertelige (Arbeide) ikke skal være i en Ubekjendts Huus,

og du skal hyle paa dit Yderste, naar dit Kjød og dit Legeme er fortæret,

og du skal sige: Hvorledes hadede jeg Tugt, og mit Hjerte foragtede Straf,

og jeg hørte ikke paa mine Læreres Røst, bøiede ei heller mit Øre til dem, som lærte mig?

Jeg er næsten (kommen) i al Ulykke midt i Forsamlingen og Menigheden.

Drik Vand af din egen Grøft, og flydende (Vand) midt af din egen Brønd.

Lad dine Kilder udflyde her og der udenfor, (og) Vandbække paa Gaderne.

Lad dem høre dig til, (ja) dig alene, og ikke de Fremmede med dig.

Din Kilde skal være velsignet, og glæd dig med din Ungdoms Hustru.

(Hun være dig) som en (meget) kjær Hind og en yndig Steengjed, lad hendes Bryster altid vederqvæge dig, vandre stedse omkring i hendes Kjærlighed.

Thi, min Søn! hvorfor vil du vandre omkring med en Fremmed, og omfavne en Ubekjendts Barm?

Thi en Mands Veie ere for Herrens Øine, og han veier alle hans Gange.

Den Ugudeliges Misgjerninger skulle gribe ham, og han skal holdes med sin Synds Strikker.

Han, han skal døe, fordi (han vilde) ikke lade sig tugte, og fare vild for sin megen Daarligheds Skyld.