Viisdommen byggede sit Huus, udhuggede sine syv Piller.

Den slagtede sit Slagtefæ, blandede sin Viin og tilberedte sit Bord.

Den udsendte sine Piger, den raabte paa de udhængende høie (Stæder) i Staden:

Hvo er vanvittig, den vende sig hid; den sagde til den, som fattes Forstand:

Kommer hid, æder af mit Brød, og drikker af Vinen, som jeg haver blandet.

Forlader de Vanvittige, saa skulle I leve, og gaaer (ret) frem paa Forstands Vei.

Hvo, som tugter en Spotter, maa tage Spot til sig, og hvo, som straffer den Ugudelige, (maa tage) hans Skjændsel.

Straf ikke en Spotter, at han skal ikke maaskee hade dig, straf en Viis, og han skal elske dig.

Giv en Viis (Underviisning), og han skal endnu blive visere; underviis en Retfærdig, og han skal forbedres i Lærdom.

Herrens Frygt er Viisdoms Begyndelse, og (hans) Kundskab er de Helliges Forstand.

Thi dine Dage skulle blive mange ved mig, og Livs Aar skulle tillægges dig.

Dersom du er viis, er du viis for dig selv, og bespotter du, skal du bære det alene.

En (meget) daarlig Qvinde er urolig, (ja) Vanvittighed (selv), og veed ikke Noget.

Og hun sidder ved sit Huses Dør paa en Stol paa de høie (Stæder) i Staden,

at raabe til dem, som gaae forbi paa Veien, som vandre ret frem paa deres Veie, (sigende:)

Hvo er vanvittig, den vende sig hid; og den, som fattes Forstand, taler hun ogsaa til:

De stjaalne Vande ere søde, og det skjulte Brød er nydeligt.

Men han veed ikke, at Dødninger ere der, at hendes Indbudne ere i Helvedes dybe (Stæder).