En Elendigs Bøn, naar han er forsmægtet og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.

Herre! hør min Bøn, og lad mit Raab komme til dig.

Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest, bøi dit Øre til mig paa den Dag, jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig.

Thi mine Dage ere forgangne som Røg, og mine Been ere brændte som et Brandsted.

Mit Hjerte er slaget og tørret som en Urt, at jeg glemmer at æde mit Brød.

For mit Suks Røst hænge mine Been ved mit Kjød.

Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken, jeg er som en Natugle i de øde (Steder).

Jeg vaager og er bleven som en eenlig Spurv paa Taget.

Mine Fjender forhaane mig den ganske Dag; de, som ere galne paa mig, sværge ved mig.

Thi jeg æder Aske som Brød, og blander min Drik med Graad,

for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du opløftede mig og kastede mig ned.

Mine Dage ere som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.

Men du, Herre! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt.

Du, du skal gjøre dig rede, du skal forbarme dig over Zion; thi det er Tid, at du er den naadig, thi den bestemte Tid er kommen.

Thi dine Tjenere have Behagelighed til dens Stene, og de forbarme sig over dens Støv.

Da skulle Hedningerne frygte Herrens Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære,

naar Herren haver bygget Zion (og) skal sees i sin Ære,

(naar) han haver vendt sit Ansigt til den Eenliges Bøn, og ikke foragtet deres Bøn.

Dette skal skrives for den Slægt, (som) herefter (kommer), og det Folk, som skal skabes, skal love Herren.

Thi han saae ned af sin Helligdoms Høihed, Herren saae af Himmelen til Jorden,

at høre den Bundnes Jamren, at løse Dødens Børn;

at fortælle Herrens Navn i Zion, og hans Lov i Jerusalem,

naar Folkene samles tilsammen, og Rigerne til at tjene Herren.

Han ydmygede min Kraft paa Veien, han forkortede mine Dage.

Jeg sagde: Min Gud, optag mig ikke midt i mine Dage! dine Aar ere fra Slægt til Slægter.

Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene ere dine Hænders Gjerning.

De, de skulle forgaae, men du, du bestaaer, og de, de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som et Klæde, og de skulle omskiftes.

Men du (bliver) den Samme, og dine Aar faae ingen Ende.

Dine Tjeneres Børn skulle boe, og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt.