Min Sjæl, lov Herren! Herre, min Gud! du er saare stor, du haver iført dig Majestæt og Herlighed.

Han ifører sig Lys som et Klædebon, han udbreder Himmelen som et Gardin.

Han hvælver sine Sale i Vandene, han gjør de tykke Skyer (til) sin Vogn, han, som vandrer paa Veirets Vinger.

Han gjør sine Engle til Aander, sine Tjenere til gloende Ild.

Han grundfæstede Jorden paa sine Grundvolde, at den ikke skal ryste evindelig og altid.

Du skjulte den med Afgrunden som med et Klæde; Vandene stode over Bjergene.

De flyede for din Trudsel, de fore hasteligen bort for din Tordens Røst.

Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem.

Du satte Grændse (for dem), derover skulle de ikke gaae, de skulle ikke igjen skjule Jorden.

Du lader Kilder opvælde i Dalene, at de gaae imellem Bjergene.

De give alle (vilde) Dyr paa Marken at drikke; Vildæsler slukke deres Tørst.

Himmelens Fugle boe hos dem; de udgive deres Røst iblandt Grenene.

Han vander Bjergene af sine høie Sale; Landet mættes af dine Gjerningers Frugt.

Han lader Græs groe for Fæ, og Urter til Menneskets Tjeneste, for at fremføre Brød af Jorden.

Og Viin glæder et Menneskes Hjerte, at dets Ansigt bliver frydefuldt af Olie; og Brødet vederqvæger et Menneskes Hjerte.

Herrens Træer staae fulde af Vædske, Libanons Cedere, som han plantede,

der, hvor Fuglene gjøre Rede; Storkens Bolig er paa Fyrretræer.

De høie Bjerge ere for Steengjederne, Klipperne ere en Tilflugt for Kaninerne.

Han gjorde Maanen til bestemte Tider; Solen veed sin Nedgang.

Du gjør Mørke, at der bliver Nat; i den udkrybe alle (vilde) Dyr i Skoven,

de unge Løver, som brøle efter Rov og for at søge deres Føde af Gud.

(Naar) Solen gaaer op, samles de, og de ligge i deres Huler.

Da gaaer Mennesket ud til sin Gjerning og til sin Tjeneste indtil Aftenen.

Herre, hvormange ere dine Gjerninger! du gjorde dem alle viseligen; Jorden er fuld af dine Eiendomme.

(Anlangende) dette store og vide (og) brede Hav, der vrimler det, og der er ikke Tal paa, der ere levende (Fiske), de smaae med de store.

Der gaae Skibene, (der er) Leviathan, som du dannede at lege derudi.

De vente alle paa dig, at du skal give dem deres Mad i sin Tid.

Giver du dem, da sanke de, oplader du din Haand, da mættes de med Godt.

Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de, samler du deres Aand fra dem, da opgive de Aanden, og de komme til deres Støv igjen.

Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse.

Herrens Ære skal være evindelig, Herren skal glædes i sine Gjerninger.

(Naar) han seer til Jorden, da bæver den, (naar) han rører ved Bjergene, da ryge de.

Jeg vil synge for Herren, medens jeg lever; jeg vil synge Psalmer for min Gud, medens jeg er endnu til.

Min Tale skal behage ham; jeg, jeg vil glædes i Herren.

Syndere skulle aldeles udryddes af Jorden, og Ugudelige skulle ikke være ydermere. Min Sjæl, lov Herren! Halleluja!