Davids Psalmesang.

Gud! mit Hjerte er beredt, jeg vil synge, ja, jeg vil synge Psalmer, ogsaa min Ære (skal synge).

Vaagn op, Psalter og Harpe! jeg vil aarle vaagne op.

Jeg vil takke dig, Herre! iblandt Folkene, og synge dig Psalmer iblandt (alle Slags) Folk.

Thi din Miskundhed er stor til over Himlene, og din Sandhed indtil de øverste Skyer.

Ophøi dig, Gud! over Himlene, og din Ære over al Jorden.

Paa det dine Elskelige kunne udfries, (saa) frels med din høire Haand og bønhør os.

Gud haver talet i sin Helligdom; jeg vil fryde mig; jeg vil dele Sichem og maale Succoths Dal.

Gilead er mit, Manasse er mit, og Ephraim er mit Hoveds Magt, Juda er min Lovgiver.

Moab er min Vaskepotte, jeg vil kaste min Sko over Edom, over Philistæa vil jeg raabe for Glæde.

Hvo vil føre mig til en fast Stad? hvo vil ledsage mig indtil Edom?

(Skal) du ei, o Gud, som forkastede os, og som ikke drager ud, o Gud, med vore Hære?

Fly os Hjælp af Nød, thi et Menneskes Frelse er Forfængelighed.

Ved Gud ville vi gjøre mægtige (Gjerninger), og han, han skal undertræde vore Fjender.