Til Sangmesteren; Davids Psalme. Min Lovsangs Gud! ti ikke.

Thi en Ugudeligs Mund og en svigefuld Mund have opladt sig imod mig; de talede med mig med en falsk Tunge.

Og de omkringgave mig med hadefulde Ord, ja, de strede imod mig uden Aarsag.

Istedetfor at jeg elskede dem, stode de mig imod, men jeg (var stedse i) Bøn.

Og de beviste mig Ondt for Godt, og Had for min Kjærlighed.

Sæt en Ugudelig over ham, og Satan skal staae ved hans høire Haand.

Naar han dømmes, da skal han udgaae som en Ugudelig, og hans Bøn skal blive til Synd.

Hans Dage skulle blive faa, en Anden skal annamme hans Embede.

Hans Børn skulle blive faderløse, og hans Hustru Enke.

Og hans Børn skulle vanke ustadige hid og did og tigge, og søge (efter deres Nødtørft) fra deres øde Stæder.

Aagerkarlen skal besnære alt det, han haver, og Fremmede skulle røve hans Arbeide.

Han skal Ingen have, som drager Miskundhed (til ham), og Ingen skal forbarme sig over hans Faderløse.

Hans Afkom skal være til at udryddes; deres Navn skal udslettes i den anden Slægt.

Hans Fædres Misgjerning skal ihukommes for Herren, og hans Moders Synd ikke udslettes.

De skulle være altid for Herren, og han skal udrydde deres Ihukommelse af Jorden;

derfor, at han kom ikke ihu at gjøre Miskundhed, men han forfulgte en Elendig og en fattig Mand og den, som var bedrøvet i Hjertet, for at dræbe ham.

Fordi han elskede Forbandelse, saa kom den paa ham, og han havde ikke Lyst til Velsignelse, og den blev langt fra ham.

Og han havde iført Forbandelse som sit Klædebon, og den kom ind i ham som Vand og som Olie i hans Been.

Den skal blive ham som et Klædebon, som han ifører sig, og som et Bælte, som han altid skal ombinde.

Dette (skee) dem (til deres) Gjernings (Løn) af Herren, dem, som staae imod mig, og dem, som tale Ondt imod min Sjæl!

Men du, Herre Herre! handle med mig for dit Navns Skyld; red mig, fordi din Miskundhed er god.

Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig.

Jeg gaaer bort som en Skygge, naar den hælder, jeg bliver udstødt som en Græshoppe.

Mine Knæ rave af Faste, og mit Kjød er magert og haver ingen Fedme.

Og jeg, jeg maa være deres Spot; (naar) de see mig, da ryste de deres Hoved.

Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed,

at de kunne kjende, at dette er din Haand, at du, Herre! du gjorde det.

Lad dem forbande, men velsigne du; lad dem opreise sig, men beskjæmmes, og din Tjener skal glædes.

Lad mine Modstandere iføres med Forsmædelse, og klædes med deres Skam som med en Kappe.

Jeg vil saare takke Herren med min Mund, og jeg vil love ham midt iblandt Mange.

Thi han staaer ved en Fattigs høire Haand, at frelse ham fra dem, som dømme hans Sjæl.