En Sang paa Trapperne. Herre! kom David ihu og alle hans Elendigheder,

som svoer Herren, som lovede Jakobs Mægtige, (sigende:)

Jeg vil ikke gaae ind i mit Huses Paulun, jeg vil ikke opstige paa min Sengs Leie,

jeg vil ikke lade mine Øine sove, (eller) mine Øienlaage slumre,

indtil jeg finder et Sted for Herren, Boliger for Jakobs Mægtige.

See, vi hørte, (at) den var i Ephrata, vi fandt den paa Skovens Mark.

Vi ville gaae ind i hans Boliger, vi ville tilbede for hans Fødders Fodskammel.

Herre! staa op til din Rolighed, du og din Magts Ark.

Lad dine Præster klæde sig med Retfærdighed, og dine Hellige synge med Fryd.

Forskyd ikke din Salvedes Ansigt for Davids, din Tjeners, Skyld.

Herren svoer David Sandhed, hvorfra han ikke skal vende sig, (sigende:) Af dit Livs Frugt vil jeg sætte paa din Throne.

Dersom dine Børn holde min Pagt og mit Vidnesbyrd, som jeg vil lære dem, da skulle og deres Børn stedse og altid sidde paa din Throne.

Thi Herren haver udvalgt Zion, han begjærede (den) sig til en Bolig, (sigende:)

Denne er min Rolighed stedse og altid, her vil jeg boe, thi jeg begjærede (den).

Jeg vil visseligen velsigne dens Spise, jeg vil mætte dens Fattige med Brød.

Og jeg vil klæde dens Præster med Salighed, og dens Hellige skulle visseligen synge med Fryd.

Der vil jeg lade Davids Horn opvoxe; jeg har tilberedt en Lygte for min Salvede.

Jeg vil klæde hans Fjender med Skam, men hans Krone skal blomstre over ham.