Tænker over Guds Allvidenhed og kunnskap

Verse 1

Til Sangmesteren; Davids Psalme. Herre! du randsager mig og kjender (mig).

Verse 2

(Hvad enten) jeg sidder eller opstaaer, da veed du det, du forstaaer min Tanke langt fra.

Verse 3

Du omringer min Sti og mit Leie, du kjender grandt alle mine Veie.

Verse 4

Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, see, Herre! du veed det altsammen.

Verse 5

Bag og for haver du dannet mig, og lagt din Haand paa mig.

Verse 6

Saadant at forstaae er mig (for) underligt, det er for høit, jeg kan ikke (naae) det.

Allestedsnærværelse av Gud i alle ting

Verse 7

Hvor skal jeg gaae fra din Aand, og hvor skal jeg flye fra dit Ansigt?

Verse 8

Dersom jeg farer op til Himmelen, (da er) du der, og reder jeg Seng i Helvede, see, (da er) du der.

Verse 9

Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg boe ved det yderste Hav,

Verse 10

saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din høire Haand holde mig fast.

Verse 11

Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.

Verse 12

Mørkhed er og ikke mørk hos dig, og Natten maa lyse som Dagen, Mørket er som Lyset.

Almagt i menneskend dannelse og opretholdelse

Verse 13

Thi du, du eiede mine Nyrer, du skjulte mig i min Moders Liv.

Verse 14

Jeg vil takke dig, fordi jeg paa underfuld (Maade) er underligen bleven til; underlige ere dine Gjerninger, og min Sjæl kjender det saare (vel).

Verse 15

Mine Been vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigen virket nede paa Jorden.

Verse 16

Dine Øine saae mig, der jeg endnu var uformet, og disse Ting vare allesammen skrevne i din Bog, de Dage, som bleve dannede, da (der endnu) ikke var een af dem.

Verse 17

Derfor, o Gud! hvor dyrebare ere dine Tanker for mig, hvor mange ere deres Summer!

Verse 18

Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.

Bøn om renselse, nidkjærhet mot ugudelige

Verse 19

Gud! gid du vilde ihjelslaae en Ugudelig! og I blodgjerrige Mænd, viger fra mig!

Verse 20

de, som tale skjændeligen om dig, som tage (dit Navn) forfængeligen, dine Fjender.

Verse 21

Herre! skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, og kjedes ved dem, som reise sig op imod dig?

Verse 22

Jeg hader dem med et fuldkomment Had; de bleve mine Fjender.

Verse 23

Randsag mig, o Gud! og kjend mit Hjerte; prøv mig og kjend mine Tanker,

Verse 24

og see, om der er en Vei, som (gjør) Smerte i mig, og led mig paa en evig Vei.