Davids (Psalme). Lovet være Herren, min Klippe! den, som lærer mine Hænder til Striden, mine Fingre til Krigen,

min Miskundheds (Gud) og min Befæstning, min Ophøielse og min Befrier for mig, mit Skjold og den, paa hvem jeg haver forladt mig, den, som betvinger mit Folk under mig.

Herre! hvad er et Menneske, at du vilde kjende ham, et Menneskes Barn, at du vilde agte ham?

Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.

Herre! bøi dine Himle og far ned, rør ved Bjergene, at de ryge.

Lad lyne flux og adspred dem, udkast dine Pile og forfærd dem.

Udræk dine Hænder af det Høie, udfri mig og red mig af store Vande, af en Fremmeds Børns Haand,

hvis Mund taler Forfængelighed, og hvis høire Haand er en falsk høire Haand.

Gud! jeg vil synge dig en ny Sang, jeg vil synge Psalmer for dig, (legende) paa Psaltere med ti (Strænge);

ham, som giver Konger Frelse, som udfriede David, sin Tjener, fra et ondt Sværd.

Udfri mig og red mig af en Fremmeds Børns Haand, hvis Mund taler Forfængelighed, og hvis høire Haand er en falsk høire Haand;

at vore Sønner kunne være som Planter, der opvoxe i deres Ungdom, vore Døttre som Hjørnestene, der ere huggede efter Templets Lignelse;

at vore Hjørner maae være fulde og kunne udgive et Forraad af Spise efter det andet, (at) vore Faar kunne føde tusinde, (ja) føde ti tusinde paa vore Gader;

(at) vore Øxne kunne være (vel) beladte, (at der skeer) intet Indbrud, ei heller Udførsel, ei heller Klagemaal paa vore Gader.

Saligt er det Folk, som det saa (gaaer), saligt er det Folk, hvis Gud er Herren.