Davids Bøn. Herre! hør Retfærdighed, giv Agt paa mit Raab, vend (dine) Øren til min Bøn, (som) ikke (skeer) med svigfulde Læber.

Lad min Ret komme ud fra dit Ansigt, lad dine Øine beskue Oprigtighed.

Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig, du fandt Intet; jeg tænkte: min Mund skal ikke overtræde.

(Anlangende) Menneskets Gjerninger, (da) haver jeg, jeg efter dine Læbers Ord taget mig vare for Røveres Stier.

Hold mine Gange paa dine Veie, at mine Trin ikke skulle rokkes.

Jeg, jeg raaber til dig, thi du, Gud, bønhører mig; bøi dit Øre til mig, hør min Tale.

Beviis underligen dine Miskundheder, (du, som er) deres Frelser, som troe, fra dem, som opreise sig imod din høire Haand.

Bevar mig som en Øiesteen i Øiet, skjul mig under dine Vingers Skygge,

for de Ugudeliges Ansigt, som ødelægge mig, (ja) min Sjæls Fjenders, som omringe mig.

De lukke til med deres Fedme, de tale med deres Mund af Hovmod.

I vor Gang have de nu omkringgivet os; de sætte deres Øine (til os) at bøie (os ned) til Jorden.

Han er lig en Løve, der begjærer at røve, og som en ung Løve, der bliver i Skjul.

Herre! staa op, forekom ham, bøi ham; frels min Sjæl fra en Ugudelig ved dit Sværd,

fra Folk ved din Haand, Herre! fra Verdens Folk, (som have) deres Deel i Livet, og hvis Bug du fylder med dit skjulte Liggendefæ; deres Børn mættes, og det, (som de have) tilovers, lade de (efter sig) til deres spæde Børn.

(Men) jeg, jeg skal beskue dit Ansigt i Retfærdighed, jeg skal mættes, naar jeg opvaagner (efter) din Lignelse.