Til Sangmesteren; Davids Psalme.

Himlene fortælle Guds Ære, og den udstrakte Befæstning forkynder hans Hænders Gjerning.

En Dag udgyder (sin) Tale til den anden, og en Nat kundgjør den anden Vidskab.

(Der er) ingen Tale og ei Ord, (med hvilke) deres Røst jo er hørt.

Deres Maalesnor er udgangen over al Jorden, og deres Taler til Jorderiges Ende; han satte et Paulun for Solen i dem.

Og den gaaer ud som en Brudgom af sit Brudehuus; den glæder sig som en vældig (Stridsmand) til at løbe (sin) Bane.

Dens Udgang er fra Enden af Himmelen, og dens Omgang (varer) indtil Enden derpaa (igjen), og der bliver Intet skjult for dens Hede.

Herrens Lov er fuldkommen, som omvender Sjælen; Herrens Vidnesbyrd er trofast, som gjør den Vankundige viis.

Herrens Befalinger ere rette, som glæde Hjertet; Herrens Bud er reent, som oplyser Øinene.

Herrens Frygt er reen, som bestaaer altid; Herrens Domme ere Sandhed, de ere retfærdige tillige.

De ere ønskeligere end Guld, end meget (fiint) Guld, og sødere end Honning og Honningkage.

Ogsaa din Tjener bliver paamindet ved dem; naar man holder dem, da er der stor Løn.

Hvo kan forstaae sig paa Vildfarelser? rens du mig af (mine) lønlige (Brøst).

Hold og din Tjener tilbage fra de Hovmodige, at de ikke skulle herske over mig; da bliver jeg fuldkommen, og jeg skal være uskyldig for stor Overtrædelse.

Lad min Munds Tale og mit Hjertes Betænkning være til Behag for dit Ansigt, Herre, min Klippe og min Gjenløser!