Til Sangmesteren; Davids Psalme.

Herre! Kongen skal glæde sig i din Kraft, og hvor saare skal han fryde sig ved din Frelse!

Du haver givet ham hans Hjertes Begjæring, og ikke vægret ham det, som hans Læber udsagde. Sela.

Thi du forekommer ham med Velsignelser af det Gode, du sætter en Krone af (fiint) Guld paa hans Hoved.

Han begjærede Liv af dig, (saa) gav du ham (det, ja) et langt Levnet, evindelig og altid.

Han haver stor Ære ved din Frelse; du lægger Majestæt og Hæder paa ham.

Thi du sætter ham til Velsignelser altid, du fryder ham med Glæde for dit Ansigt.

Thi Kongen forlader sig paa Herren, og ved den Høiestes Miskundhed skal han ikke snuble.

Din Haand skal finde alle dine Fjender, din høire Haand skal finde dine Hadere.

Du skal gjøre dem som en gloende Ovn i din Vredes Tid; Herren skal opsluge dem i sin Vrede, og en Ild skal fortære dem.

Du skal fordærve deres Frugt af Jorden, og deres Sæd fra Menneskens Børn.

Thi de bøiede (sig) over dig til det Onde, de tænkte et Anslag, (dog) de kunde ikke (fuldkomme) det.

Thi du skal gjøre, (at) de (maae vende) Skuldrene (og flye); du sigter med dine Buestrænge imod deres Ansigt.

Herre! ophøi dig i din Kraft, (saa) ville vi synge og love din Magt (med Psalmer).