Til Sangmesteren; om en Hind, som blev jagen om Morgenen; Davids Psalme.

Min Gud, min Gud! hvorfor haver du forladt mig? du er langt fra min Frelse, fra min Hylens Ord.

Min Gud! jeg raaber om Dagen, og du svarer ikke, og om Natten, og jeg kan ikke være stille.

Men du er hellig, du, som boer iblandt Israels Lovsange.

Vore Fædre forlode sig paa dig; de forlode sig (paa dig), og du befriede dem.

Til dig raabte de og undkom; de forlode sig paa dig og bleve ikke beskjæmmede.

Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragtelse.

Alle de, mig see, bespotte mig; de udvide Læben, de ryste Hovedet, (sigende):

Han haver væltet (sin Omhu) paa Herren, han befrie ham; han redde ham, efterdi han haver Lyst til ham!

Du er dog den, som drog mig af (Moders) Liv, som gjorde, at jeg forlod mig (paa dig, der jeg laae) ved min Moders Bryst.

Paa dig er jeg kastet fra (Moders) Liv; du er min Gud fra min Moders Liv.

Vær ikke langt fra mig, thi Angest er nær; thi der er ingen Hjælper.

Mange Øxne have omkringgivet mig, de stærke (Øxne) af Basan have omringet mig.

De oplode deres Mund imod mig, (som) en Løve, der river og brøler.

Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.

Min Kraft er tørret som et Skaar, og min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig i Dødens Støv.

Thi Hunde have omkringgivet mig, de Ondes Hob have omringet mig; de have gjennemgravet mine Hænder og mine Fødder.

Jeg kunde tælle alle mine Been; de see til, de see paa mig.

De dele mine Klæder iblandt sig, og kaste Lod over mit Klædebon.

Men du, Herre! vær ikke langt borte; min Styrke, skynd dig at hjælpe mig.

Red min Sjæl fra Sværd, min Eneste fra Hunds Vold.

Frels mig af Lovens Mund, og bønhør (og red) mig fra Eenhjørningers Horn.

Jeg vil fortælle dit Navn for mine Brødre; midt i Forsamlingen vil jeg love dig.

I, som frygte Herren, lover ham, al Jakobs Sæd, ærer ham; og frygter for ham, al Israels Sæd!

Thi han haver ikke foragtet og ei havt en Vederstyggelighed til den Elendiges Elendighed, og ikke skjult sit Ansigt for ham; men der han raabte til ham, hørte han det.

Fra dig er min Lovsang i en stor Forsamling; jeg vil betale mine Løfter for dem, som frygte ham.

De Sagtmodige skulle æde og mættes, de skulle love Herren, som søge ham; eders Hjerte skal leve altid.

Alle Verdens Ender skulle komme ihu og omvende sig til Herren, og alle Hedningernes Slægter skulle tilbede for dit Ansigt.

Thi Herren hører Riget til, og han hersker iblandt Hedningerne.

Alle Fede paa Jorden skulle æde og tilbede; alle de, som nedfare i Støv, skulle bøie sig for ham, og den, som ikke kan holde sin Sjæl i Live.

En Sæd skal tjene ham; den skal tilregnes Herren til Slægt.

De skulle komme og forkynde hans Retfærdighed for et Folk, som bliver født, fordi han haver gjort (dette).