Til Sangmesteren; Davids Psalme.

Herre! jeg troer paa dig, lad mig ikke beskjæmmes evindelig; udfri mig ved din Retfærdighed.

Bøi dit Øre til mig, red mig hasteligen; vær mig en stærk Klippe, et saare fast Huus til at frelse mig.

Thi du er min Klippe og min Befæstning, og for dit Navns Skyld skal du lede mig og føre mig.

Udfør mig af Garnet, som de have skjult for mig, thi du er min Styrke.

Jeg vil befale min Aand i din Haand; du forløste mig, Herre, du sande Gud!

Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.

Jeg vil fryde mig og være glad ved din Miskundhed; thi du haver seet min Elendighed, du haver kjendt min Sjæl i Angester.

Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).

Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.

Thi mit Liv er fortæret af Bedrøvelse, og mine Aar af Suk; min Kraft er henfalden for min Misgjernings Skyld, og mine Been ere gjennemstukne.

For alle mine Fjender er jeg bleven en Spot, ja en saare (stor Spot) for mine Naboer, og en Forskrækkelse for mine Kyndinger; de, som see mig udenfor, flye fra mig.

Jeg er glemt af Hjertet som en Død, jeg er som et fordærvet Kar.

Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.

Men jeg, jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.

Mine Tider ere i din Haand; red mig fra mine Fjenders Haand og fra dem, som mig forfølge.

Lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig ved din Miskundhed.

Herre! lad mig ikke beskjæmmes, thi jeg kaldte paa dig; lad de Ugudelige beskjæmmes, lad dem tie i Graven.

Lad de falske Læber blive stumme, som tale haardt af Hovmod og Foragt imod den Retfærdige.

Hvor meget er dit Gode, som du haver gjemt for dem, som dig frygte, (som) du haver beviist mod dem, der troe paa dig, for Menneskens Børn!

Du skal skjule dem i dit Ansigts Skjul for hvers fortrædelige (Anløb), du skal gjemme dem i en Hytte for Tungernes Trætte.

Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.

Og jeg, jeg sagde, der jeg hastede: Jeg er udryddet fra (at være) for dine Øine; dog hørte du mine (ydmyge) Begjæringers Røst, der jeg raabte til dig.

Elsker Herren, alle hans Hellige! (thi) Herren bevarer de Trofaste og betaler overflødigen den, som øver Hovmod.

Værer frimodige, og han skal bekræfte eders Hjerte, alle I, som haabe paa Herren!