Davids Psalme, at lade ihukomme.

Herre! straf mig ikke i din Vrede, og tugt mig (ikke) i din Grumhed.

Thi dine Pile ere dybt nedtrykkede i mig, og din Haand nedtrykker mig dybt.

(Der er) intet Sundt i mit Kjød for din Vrede, (der er) ingen Fred i mine Been for min Synds Skyld.

Thi mine Misgjerninger gaae over mit Hoved, de ere blevne mig for svare, som en svar Byrde.

Mine Bylder lugte ilde, de ere forfulede for min Daarligheds Skyld.

Jeg gaaer kroget, jeg er heel saare nedbøiet; jeg gaaer hver Dag i Sørgeklæder.

Thi mine Lænder ere ganske fortørrede, og (der er) intet Sundt i mit Kjød.

Jeg er bleven svag og heel saare forstødt, jeg hyler for mit Hjertes Forstyrring.

Herre! al min Begjæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.

Mit Hjerte slaaer heftigt, min Kraft haver forladt mig, og mine Øines Lys, (ja) ogsaa det er ikke hos mig.

Mine Venner og mine Staldbrødre staae tvært over for (og see paa) min Plage, og mine Nærmeste staae langt borte.

Og de, som søge efter mit Liv, sætte Snarer, og de, som søge min Ulykke, tale om, (hvorledes de kunne gjøre mig) Skade, og grunde den ganske Dag paa allehaande Svig.

Men jeg er som en Døv (og) vil ikke høre, og som en Stum, der ikke vil oplade sin Mund.

Ja, jeg er som en Mand, der ikke hører, og (som haver) intet Gjensvar i sin Mund.

Thi, Herre! jeg bier efter dig; du, du, Herre min Gud, skal bønhøre.

Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.

Thi jeg er færdig til at halte, og min Pine er altid for mig.

Thi jeg vil give min Misgjerning tilkjende, og vil sørge over min Synd.

Men mine Fjender, som leve, ere mægtige, og de ere mange, som mig hade uden Skyld.

Og de, som betale Ondt for Godt, de staae imod mig, fordi jeg efterjager det Gode.

Forlad mig ikke, Herre! min Gud, vær ikke langt fra mig.

Skynd dig at hjælpe mig, Herre, min Salighed!