Til Sangmesteren, for Jeduthun; Davids Psalme.

Jeg sagde: Jeg vil bevare mine Veie, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil bevare min Mund med en Mundkurv, da en Ugudelig er endnu for mig.

Jeg var stum formedelst Taushed, jeg taug fra (at tale) det Gode; men min Pine blev oprørt.

Mit Hjerte blev hedt inden i mig, i min Betænkning optændtes en Ild; jeg talede med min Tunge:

Herre! lad mig kjende min Ende og mine Dages Maal, hvad det er, at jeg kan kjende, hvor (snart) jeg skal lade af (at leve).

See, du haver sat mine Dage som en Haandbred, og min Livstid er som Intet for dig; visseligen, hvert Menneske er idel Forfængelighed, (hvor fast han end) staaer. Sela.

Visselig, Mennesket gaaer frem (som) i et Billede, visselig, de gjøre sig (megen) Uro forgjæves; man samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det.

Og nu, Herre! hvad haver jeg biet efter? Min Forventelse er til dig.

Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til en Daares Spot.

Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.

Borttag din Plage fra mig; (thi) jeg, jeg er (næsten) aldeles udryddet ved din Haands Slag.

Tugter du Nogen med megen Straf for Misgjerning, da gjør du, at hans ønskelige (Skikkelse) hensmelter som et Møl; visseligen alle Mennesker ere Forfængelighed. Sela.

Herre! hør min Bøn, og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en Fremmed hos dig, en Gjæst som alle mine Fædre.

See hen fra mig, at jeg maa vederqvæges, førend jeg farer bort og er ikke (mere til).