Verse 1
Til Sangmesteren paa Strængeleg; Davids Psalme.
Verse 2
Naar jeg raaber, da bønhør mig, min Retfærdigheds Gud! i Tranghed udbredte du (Rummet) for mig; vær mig naadig og hør min Bøn.
Verse 3
I Menneskens Børn! hvor længe skal min Ære være til Skjændsel? (hvor længe) ville I elske Forfængelighed (og) søge Løgn? Sela.
Verse 4
Vider dog, at Herren haver adskilt en From til sig; Herren skal høre, naar jeg raaber til ham.
Verse 5
Bliver vrede og synder ikke; taler i eders Hjerte paa eders Leie, og værer stille! Sela.
Verse 6
Offrer Retfærdigheds Offere, og forlader eder paa Herren.
Verse 7
De ere mange, som sige: Hvo vil vise os Godt? (men) Herre! opløft dit Ansigts Lys over os.
Verse 8
Du gav Glæde i mit Hjerte fremfor (den, de havde) den Tid, deres Korn og deres Most vare mangfoldige.
Verse 9
I Fred vil jeg lægge mig og sove tillige; thi du, Herre, alene skal lade mig boe tryggeligen.