Til Sangmesteren; (en Psalme,) som giver Underviisning, for Korahs Børn.

Gud, vi have hørt med vore Øren, vore Fædre have fortalt os den Gjerning, du gjorde i deres Dage, i de forrige Dage.

Du, du fordrev Hedningerne ved din Haand, men du plantede dem; du, du handlede ilde mod Folkene, og udstødte dem.

Thi de indtoge ikke Landet til Arv ved deres Sværd, og deres Arm frelste dem ikke, men din høire Haand og din Arm, og dit Ansigts Lys, fordi du havde Behagelighed til dem.

Gud! du er den samme, min Konge; befal Jakobs megen Frelse (at komme).

Ved dig ville vi stange vore Fjender, i dit Navn ville vi undertræde dem, som staae op imod os.

Thi jeg forlader mig ikke paa min Bue, og mit Sværd kan ikke frelse mig.

Men du haver frelst os fra vore Fjender, og du haver beskjæmmet dem, som os hadede.

Vi rose os den ganske Dag i Gud, og vi takke dit Navn evindeligen. Sela.

Men du haver forkastet (os) og ladet os beskjæmmes, og vil ikke udgaae med vore Hære.

Du lader os vende tilbage for Modstanderen, og de, som os hade, have berøvet (os) for sig.

Du giver os hen som Faar til Spise, og bortstrøer os iblandt Hedningerne.

Du sælger dit Folk, (dog) ikke for Gods, og du sætter ikke stor Priis paa dem.

Du gjør os til Skjændsel for vore Naboer, til Bespottelse og Haanhed for dem, (som ere) trindt omkring os.

Du gjør os til et Ordsprog iblandt Hedningerne, saa man ryster Hovedet (ad os) iblandt Folkene.

Min Forsmædelse er den ganske Dag for mig, og mit Ansigts Skam haver skjult mig,

for den Røsts Skyld, som bespotter og forhaaner, for Fjendens og den Hevngjerriges Skyld.

Alt dette er kommet over os, dog have vi ikke glemt dig, og vi have ikke handlet falskeligen imod din Pagt.

Vort Hjerte vendte ikke tilbage, ei heller bøiede vor Gang sig af fra din Vei,

enddog du haver sønderstødt os i Dragers Sted, og skjult os med Dødens Skygge.

Dersom vi havde glemt vor Guds Navn og udbredt vore Hænder til en fremmed Gud,

skulde Gud (da) ikke undersøge det, efterdi han kjender Hjertets skjulte Ting?

Men vi blive ihjelslagne for din Skyld den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar.

Vaagn op! hvorfor vil du sove, Herre? vaagn op, forkast ikke evindeligen!

Hvorfor vil du skjule dit Ansigt (og) glemme vor Elendighed og vor Trængsel?

Thi vor Sjæl er nedbøiet i Støv, vor Bug hænger ved Jorden.

Gjør dig rede, du, som er vor Hjælp, og forløs os for din Miskundheds Skyld.