Til Sangmesteren; (med Titel:) Fordærv ikke; Davids gyldne (Smykke); der han flyede fra Sauls Ansigt i Hulen.

Gud! vær mig naadig, vær mig naadig; thi min Sjæl forlader sig paa dig, og jeg forlader mig paa dine Vingers Skygge, indtil al Ulykken er gaaen over.

Jeg vil raabe til den høieste Gud, til den Gud, som gjør Ende paa min (Sag).

Han skal sende fra Himmelen og frelse mig, han beskjæmmede den, som vilde opsluge mig. Sela. Gud skal sende sin Miskundhed og sin Sandhed.

Min Sjæl er iblandt Løver, jeg maa ligge (imellem) dem, som brænde (af Had, imellem) Menneskens Børn, hvis Tænder ere Spyd og Pile, og hvis Tunge er et skarpt Sværd.

Gud! ophøi dig over Himlene, din Ære over al Jorden.

De stillede et Garn for mine Trin, min Sjæl nedbøiede sig; de grove en Grav for mit Ansigt, de faldt (selv) midt i den. Sela.

Gud! mit Hjerte er rede, mit Hjerte er rede; jeg vil synge, ja jeg vil synge (Psalmer).

Vaagn op, min Ære, vaagn op, Psalter og Harpe; jeg vil opvaagne aarle.

Herre! jeg vil takke dig iblandt Folkene; jeg vil synge (Psalmer) for dig iblandt (alle Slags) Folk.

Thi din Miskundhed er stor indtil Himlene, og din Sandhed indtil (de øverste) Skyer.

Gud! ophøi dig over Himlene, (og) din Ære over al Jorden.