Til Sangmesteren; (med Titel:) Fordærv ikke; Davids gyldne (Smykke).

Mon (det er saa) i Sandhed, (o du) Hob! at I ville tale Retfærdighed? ville I dømme med al Oprigtighed, I Menneskens Børn?

Ja, I gjøre Uretfærdigheder i Hjertet, I veie eders Hænders Fortrædelighed i Landet.

De Ugudelige ere fremmede (fra Gud) fra (Moders) Liv, de, som tale Løgn, fore vild fra (Moders) Liv.

De have Forgift ligesom en Slanges Forgift; de ere som en døv Øgle, der stopper sit Øre,

at den ikke skal høre paa deres Røst, som hviske, (eller) paa den Maners, som er udlært paa at mane.

Gud! sønderbryd deres Tænder i deres Mund; Herre! afbryd de unge Løvers Kindtænder.

Lad dem henflyde som Vand, lad dem gaae bort for sig (selv); naar (den Onde) spænder (Buen og skyder) med sine Pile, (saa lad dem være,) som de vare afhugne.

Lad ham gaae som en Snegl, der smelter, som en Qvindes utidige Foster, som de, der ikke have seet Solen.

Førend eders Gryder fornemme (Ild) af Tornebusken, skal (Gud) drive den som levende, som i Vrede, bort med en Storm.

En Retfærdig skal glæde sig, naar han seer Hevnen; han skal toe sine Trin i den Ugudeliges Blod.

Og (hvert) Menneske skal sige: Den Retfærdige haver dog Frugt, der er dog en Gud, som dømmer paa Jorden.