Til Sangmesteren; (med Titel:) Fordærv ikke; Davids gyldne (Smykke); der Saul sendte hen, og de toge vare paa Huset at slaae ham ihjel.

Min Gud! fri mig fra mine Fjender; ophøi mig fra dem, som staae op imod mig.

Fri mig fra dem, som gjøre Uret, og frels mig fra blodgjerrige Mænd.

Thi see, de lure efter min Sjæl, de Stærke holde sig tilsammen imod mig, uden min Overtrædelse og uden min Synd, o Herre!

De løbe og berede sig (imod mig), skjøndt der er ikke Misgjerning (hos mig); vaagn op at møde mig, og see (dertil)!

Ja du, Herre, Zebaoths Gud! Israels Gud! vaagn op at hjemsøge alle Hedningerne; vær Ingen naadig af dem, som fortrædeligen bedrive Uretfærdighed. Sela.

De komme igjen mod Aftenen, de tude som Hunde og løbe rundt omkring i Staden.

See, de udgyde (meget) af deres Mund, (der ere) Sværd i deres Læber; thi hvo hører det?

Men du, Herre! du skal lee ad dem, du skal bespotte alle Hedningerne.

(Mod) hans Styrke vil jeg vogte paa dig; thi Gud er min Ophøielse.

Gud, (som beviser) mig Miskundhed, skal komme mig tilforn, Gud skal lade mig see paa mine Fjender.

Slaa dem ikke ihjel, at mit Folk skal ikke maaskee glemme det; lad dem vanke (ustadige) hid og did ved din Magt, og lad dem nedfare, Herre, vort Skjold!

(for) deres Munds Synd, (for) deres Læbers Ord; ja, lad dem gribes i deres Hovmodighed og for Forbandelse og Løgn, som de fortælle.

Gjør Ende (paa dem) i Hastighed, gjør Ende paa dem, at de ikke (ere mere til); og de skulle vide, at Gud er den, som hersker i Jakob, (ja) indtil Jordens Ender. Sela.

Og lad dem komme igjen om Aftenen, lad dem tude som Hunde og løbe rundt omkring i Staden.

Lad de samme vanke hid og did om Spise, og lad dem knurre, naar de ikke blive mætte.

Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, ja, jeg vil synge (med Fryd) om din Miskundhed om Morgenen; thi du var mig en Ophøielse og en Tilflugt paa min Nøds Dag.

Min Styrke! for dig vil jeg synge (Psalmer); thi Gud er min Ophøielse, Gud, som beviser mig Miskundhed.