Til Sangmesteren paa Strængeleg; paa Scheminith; Davids Psalme.

O Herre! straf mig ikke i din Vrede, og tugt mig ikke i din Hastighed.

Herre! vær mig naadig, thi jeg er skrøbelig; læg mig, Herre! thi mine Been ere forfærdede.

Og min Sjæl er saare forfærdet; og du, Herre! hvor længe? —

Vend om, Herre! fri min Sjæl, frels mig for din Miskundheds Skyld.

Thi (der skeer) ingen Erindring om dig i Døden; hvo vil takke dig i Graven?

Jeg er træt af mine Suk, jeg kommer min Seng til at svømme den ganske Nat; jeg gjennembløder mit Leie med min Graad.

Mit Øie er gjennemstukket af Harm; (det) er blevet gammelt formedelst alle mine Fjender.

Viger fra mig, alle I, som gjøre Uret; thi Herren haver hørt min Graads Røst.

Herren haver hørt min ydmyge Begjæring, Herren vil antage min Bøn.

Alle mine Fjender skulle blive tilskamme og forfærdes saare; de skulle vende tilbage, de skulle blive tilskamme i et Øieblik.