Til Sangmesteren; paa Schuschan-Eduth; Davids gyldne (Smykke), til at lære;

der han havde stredet med de Mesopotamier og med Syrerne af Zoba, og der Joab kom tilbage og slog de Edomiter i Saltdalen, tolv tusinde.

Gud! du forkastede os, du sønderrev os; du var vred, vend om til os.

Du, som haver kommet Jorden til at skjælve, du, som haver sønderslidt den, læg dens Brøst, thi den ryster.

Du lod dit Folk see en haard Ting, du gav os Viin at drikke, at vi tumlede.

(Men) du haver givet dem, som dig frygte, et Banner til at oprette, for Sandheds Skyld. Sela.

Paa det dine Elskelige skulle udfries, (saa) frels med din høire Haand og bønhør os.

Gud taler i sin Helligdom; jeg vil fryde mig; jeg vil dele Sichem og maale Succoths Dal.

Gilead hører mig til, Manasse hører mig og til, og Ephraim er mit Hoveds Styrke, Juda er min Lovgiver.

Moab er min Vaskepotte, jeg vil kaste min Sko over Edom; du Philisters (Land)! raab (for Glæde) over mig.

Hvo vil føre mig til en fast Stad? hvo vil lede mig indtil Edom?

Skal ikke du, O Gud, som forkastede os, og som ikke drager ud, O Gud, med vore Hære?

Fly os Hjælp af Nød, thi et Menneskes Frelse er Forfængelighed.

Ved Gud ville vi gjøre mægtige Gjerninger, og han, han skal undertræde vore Fjender.