Davids Psalme; der han var i Judæ Ørk.

Gud! du er min Gud, jeg vil søg aarle til dig; min Sjæl tørster efter dig, mit Kjød længes efter dig udi et tørt og træt Land, hvor intet Vand er.

Saaledes saae jeg dig i Helligdommen, idet jeg saae din Magt og Ære.

Thi din Miskundhed er bedre end Livet; mine Læber skulle prise dig.

Saaledes vil jeg love dig i mit Livs (Dage); jeg vil opløfte mine Hænder i dit Navn.

Min Sjæl skal mættes som af det Fede og af Fedme, og min Mund skal love (dig) med frydefulde Læber.

Naar jeg kommer dig ihu paa mit Leie, da vil jeg eftertænke om dig i Nattevagterne.

Thi du haver været min Hjælp, og under dine Vingers Skygge vil jeg synge med (Fryd).

Min Sjæl hængte efter dig; din høire Haand holdt paa mig.

Men de, som søge efter mit Liv at ødelægge det, de skulle komme i Jordens nederste (Stæder).

Man skal adsprede dem formedelst Sværdet, de skulle vorde Ræves Deel.

Men Kongen skal glædes i Gud; hver den, som sværger ved ham, skal rose sig, thi deres Mund skal stoppes, som tale Løgn.