Til Sangmesteren paa Githith; Korahs Børns Psalme.

Hvor elskelige ere dine Boliger, Herre Zebaoth!

Min Sjæl begjærer og længes ogsaa at komme til Herrens Forgaarde; mit Hjerte og mit Kjød raabe med Fryd til den levende Gud.

Ogsaa Spurven finder et Huus, og Svalen en Rede for sig, hvor den kan lægge sine Unger, ved dine Altere, Herre Zebaoth! min Konge og min Gud!

Salige ere de, som boe i dit Huus; de skulle endnu love dig. Sela.

Saligt er det Menneske, hvis Styrke er i dig, i hvis Hjerte de rette Veie ere.

(Naar) de gaae igjennem Morbærdalen, sætte de den for (sig) til en Kilde, ja, og en Regn med Velsignelse skal bedække den.

De skulle gaae fra Kraft til Kraft, (hver af dem) skal sees hos Gud i Zion.

Herre, Gud Zebaoth! hør min Bøn; Jakobs Gud! vend dit Øre dertil. Sela.

Gud! vort Skjold, see, og sku din Salvedes Ansigt.

Thi een Dag er bedre i dine Forgaarde end (ellers) tusinde; jeg udvælger (heller) at være ved Dørtærskelen i min Guds Huus, end at boe i de Ugudeliges Pauluner.

Thi den Herre Gud er Sol og Skjold, Herren skal give Naade og Ære; han skal intet Godt vægre dem, som vandre i Fuldkommenhed.

Herre Zebaoth! saligt er det Menneske, som forlader sig paa dig.