Davids Bøn. Herre! bøi dit Øre, bønhør mig, thi jeg er elendig og fattig.

Bevar min Sjæl, thi jeg er hellig; frels din Tjener, du, min Gud! den, som forlader sig paa dig.

Herre! vær mig naadig, thi til dig raaber jeg den ganske Dag.

Glæd din Tjeners Sjæl, thi til dig, Herre! opløfter jeg min Sjæl.

Thi du, Herre! er god og forlader, og (haver) megen Miskundhed imod Alle, som kalde paa dig.

Herre! vend dit Øre til min Bøn, og giv Agt paa mine (ydmyge) Begjæringers Røst.

Paa min Nøds Dag vil jeg paakalde dig, thi du bønhører mig.

Der er Ingen som du iblandt Guderne, Herre! og der er ingen som dine Gjerninger.

Alle Hedninger, som du haver gjort, skulle komme og tilbede for dit Ansigt, Herre! og de skulle ære dit Navn.

Thi du er stor og den, som gjør underlige Ting; du, du er Gud alene.

Lær mig, Herre! din Vei, jeg vil vandre i din Sandhed; foreen mit Hjerte til at frygte dit Navn.

Jeg vil takke dig, Herre, min Gud! i mit ganske Hjerte, og ære dit Navn evindeligen.

Thi din Miskundhed er stor over mig, og du friede min Sjæl af den nederste Grav.

Gud! de Hovmodige staae op imod mig, og Tyranners Hob søger efter mit Liv, og de have ikke sat dig for deres (Øine).

Men du, Herre! er en barmhjertig og naadig Gud, langmodig og af megen Miskundhed og Sandhed.

Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; giv din Tjener din Styrke og frels din Tjenesteqvindes Søn.

Gjør et Tegn imod mig til det Gode, at de, som hade mig, maae see det og beskjæmmes, at du, Herre, du haver hjulpet mig og trøstet mig.