En Psalmesang, for Korahs Børn; til Sangmesteren; paa Machalath-Leannoth; (en Sang,) som giver Underviisning, af Heman, den Esrachiter.

Herre, min Saligheds Gud! jeg haver raabt om Dagen, (ja) om Natten for dig.

Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøi dit Øre til mit Raab.

Thi min Sjæl er mæt af Ulykker, og mit Liv er nær ved Graven.

Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen; jeg er som en Mand, (der haver) ingen Styrke.

(Jeg var) adskilt iblandt de Døde, som de Ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du kommer ikke ydermere ihu, og som ere fraskilte fra din Haand.

Du lagde mig i en Hule i de nederste Stæder, i mørke, i dybe Stæder.

Din Hastighed ligger paa mig, og du trænger (mig) med alle dine Bølger. Sela.

Du skilte mine Kyndinger langt fra mig, du gjorde mig meget vederstyggelig for dem; jeg er indelukket og kan ikke komme ud.

Mit Øie er bedrøvet for Elendighed; Herre! jeg haver raabt til dig den ganske Dag, jeg haver udbredt mine Hænder til dig.

Skal du gjøre en underlig Ting for de Døde, (eller) skulle Dødninger opstaae, skulle de takke dig? Sela.

Skal din Miskundhed fortælles i Graven, din Sandhed i Fordærvelsen?

Skal din underlige Gjerning kjendes i Mørket, eller din Retfærdighed i Forglemmelsens Land?

Men jeg, jeg raaber til dig, Herre! og min Bøn kommer dig tilforn om Morgenen.

Hvorfor forkaster du, Herre! min Sjæl? du skjuler dit Ansigt for mig.

Af Ungdom er jeg elendig, og (som den, der) opgiver Aanden; jeg bærer dine Forfærdelser, jeg maa tvivle (om Fremtiden).

Dine Grumheder ere gangne over mig, dine Forfærdelser have (næsten) udryddet mig.

De omkringgave mig som Vand den ganske Dag, de omringede mig tilsammen.

Du skilte min Ven og Staldbroder langt fra mig; for mine Kyndinger er jeg skjult i Mørkhed.