Mose, den Guds Mands, Bøn. Herre! du, du har været vor Bolig fra Slægt til Slægt.

Før Bjergene bleve til, og du dannede Jorden og Jorderige, ja fra Evighed til Evighed er du, Gud.

Du forvandler et Menneske, at han bliver knust, og du siger: Kommer igjen, I Menneskens Børn!

Thi tusinde Aar ere for dine Øine som den Dag igaar, naar den er forbigangen, og (som) en Nattevagt.

Du bortskyllede dem, de ere som en Søvn; om Morgenen ere de som Græs, der omskiftes.

Om Morgenen blomstrer det, og det omskiftes; om Aftenen afhugges det og tørres.

Thi vi fortæres i din Vrede, og vi forfærdes i din Grumhed.

Du sætter vore Misgjerninger for dig, vor skjulte (Synd) for dit Ansigts Lys.

Thi alle vore Dage vende sig i din Vrede; vi fortære vore Aar som en Tanke.

(Anlangende) vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og om (Nogen haver) megen Styrke, ere de fiirsindstyve Aar, og det Stolteste af dem er Møie og Uretfærdighed; thi det afskjæres hasteligen, og vi flyve (derfra).

Hvo kjender din Vredes Styrke og din Grumhed, saasom Frygten for dig (udkræver)?

Lær os saaledes at tælle vore Dage, at vi bekomme Viisdom i Hjertet.

Vend om, Herre! hvor længe (skal det vare)? og lad det angre dig over dine Tjenere.

Mæt os aarle med din Miskundhed, saa ville vi synge med Fryd og være glade i alle vore Dage.

Glæd os efter de Dage, hvori du haver plaget os, efter de Aar, i hvilke vi have seet Ulykke.

Lad din Gjerning sees for dine Tjenere, og din Herlighed over deres Børn.

Og Herrens, vor Guds, Liflighed være over os, og befæst du vore Hænders Gjerning hos os; ja, befæst vore Hænders Gjerning!