Paulus, Jesu Christi Tjener, kaldet til Apostel, beskikket til (at forkynde) Guds Evangelium

— hvilket han forud havde forjættet ved sine Propheter i de hellige Skrifter —

om hans Søn, — som er født af Davids Æt efter Kjødet,

som kraftigen blev beviist at være Guds Søn efter Helligheds Aand ved Opstandelsen fra de Døde, Jesus Christus (nemlig) vor Herre,

ved hvem vi fik Naade og Apostelembede, til (at oprette) Troens Lydighed iblandt alle Hedninger formedelst hans Navn,

iblandt hvilke ogsaa I ere, Kaldte af Jesu Christo, —

til alle dem, som ere i Rom, Guds Elskelige, kaldte Hellige: Naade være med eder og Fred fra Gud, vor Fader, og den Herre Jesu Christo!

Først takker jeg min Gud ved Jesum Christum for eder alle, at eders Tro omtales i den ganske Verden.

Thi Gud, hvem jeg i min Aand tjener udi hans Søns Evangelium, er mit Vidne om, hvorledes jeg uden Afladelse tænker paa eder,

altid begjærende i mine Bønner, at jeg dog engang maatte faae Held til, efter Guds Villie, at komme til eder;

thi mig forlænges efter at see eder, paa det at jeg kunde meddele eder nogen aandelig Naadegave, saa at I maatte styrkes,

det er, at jeg hos eder maatte opmuntres tilligemed eder ved den fælles Tro, baade eders og min.

Men jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om, at jeg haver ofte sat mig for at komme til eder, — men jeg er hidindtil bleven forhindret — paa det at jeg maatte have nogen Frugt ogsaa iblandt eder, ligesom og iblandt de andre Hedninger.

Jeg er baade Græker og Barbarer, baade Vise og Uvise en Skyldner.

Saaledes er jeg og, hvad mig angaaer, redebon til at prædike Evangelium ogsaa for eder, som ere i Rom.

Thi jeg skammer mig ikke ved Christi Evangelium; thi det er en Guds Kraft til Saliggjørelse for hver den, som troer, baade for Jøder først og for Græker;

thi derudi aabenbares Guds Retfærdighed af Tro til Tro, som skrevet staaer: Men den Retfærdige af Troen skal leve.

Thi Guds Vrede aabenbares af Himmelen over al de Menneskers Ugudelighed og Uretfærdighed, som forholde Sandheden ved Uretfærdighed;

efterdi det, som man kan vide om Gud, er aabenbaret dem, thi Gud haver aabenbaret dem det;

thi hans usynlige Væsen, (det er) hans evige Kraft og Guddommelighed, beskues fra Verdens Skabelse af, da de forstaaes af Gjerningerne, saa at de have ingen Undskyldning.

Thi enddog de kjendte Gud, saa ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men bleve forfængelige i deres Tanker, og deres uforstandige Hjerte blev formørket.

Der de sagde sig at være Vise, bleve de Daarer,

og have forvendt den uforkrænkelige Guds Herlighed til Lighed med Billedet af et forkrænkeligt Menneske og af Fugle og af fireføddede Dyr og af Orme.

Derfor haver og Gud givet dem hen i deres Hjerters Begjæringer til Ureenhed, saa at (de) vanære deres egne Legemer indbyrdes.

De have forvendt Guds Sandhed til Løgn og have dyrket og tjent Skabningen over Skaberen, som er velsignet i Evighed, Amen!

For denne Sags Skyld haver Gud givet dem hen til skjændige Lyster; thi baade deres Qvinder forvendte den naturlige Brug til den unaturlige,

og desligeste bleve ogsaa Mændene, som forlode Qvindens naturlige Brug, optændte i deres Lyst til hverandre, saa at Mænd med Mænd øvede Uteerlighed og fik deres Vildfarelses Løn, som det burde sig, paa dem selv.

Og ligesom de ikke holdt (det) for godt at have Guds Kundskab, saa gav Gud dem hen til et Sind, som intet duer, saa at de gjøre det Usømmelige,

opfyldte med al Uretfærdighed, Horeri, Skalkhed, Gjerrighed, Ondskab, fulde af Avind, Blodtørst, Trætte, Svig, Vanart,

Øretudere, Bagvaskere, Gudshadere, Voldsmænd, hovmodige, stortalende, kløgtige til Ondt, Forældre ulydige,

uforstandige, troløse, ukjærlige, uforligelige, ubarmhjertige;

hvilke, enddog de kjende Guds retfærdige Dom, — at de, som gjøre saadanne Ting, ere skyldige at døe — dog ikke alene gjøre det, men have endog Velbehag i dem, som det gjøre.