Hvad er da Jødens Fortrin? eller hvad gavner Omskjærelsen?

Meget i alle Maader, fornemmeligen at Guds Ord ere dem betroede.

Thi hvad? om Nogle vare vantroe, mon deres Vantro skulde gjøre Guds Trofasthed til Intet? Det være langt fra!

Gud være sanddru, men hvert Menneske en Løgner, som skrevet staaer: At du maa befindes retfærdig i dine Ord og vinde, naar du dømmer.

Men dersom vor Uretfærdighed beviser Guds Retfærdighed, hvad ville vi da sige? mon Gud er uretfærdig, at han fører Vreden over os? — Jeg taler efter menneskelig Viis. —

Det være langt fra! Hvorledes skulde Gud da dømme Verden?

Ja! men dersom Guds Sandhed har end ydermere viist sig til hans Ære formedelst min Løgn, hvi dømmes jeg da endnu som en Synder?

og hvorfor skulde vi da ikke, — saaledes som man bespotteligen taler om os, og som Nogle sige, at vi lære, — gjøre det Onde, for at det Gode kan komme (deraf)? Deres Fordømmelse er retfærdig (som saaledes lære).

Hvad da? have vi Fortrin? Aldeles ikke; thi vi have forhen beviist, at baade Jøder og Græker ere alle under Synd,

som skrevet staaer: Der er Ingen retfærdig, end ikke Een;

der er Ingen forstandig; der er Ingen, som søger efter Gud.

Alle ere afvegne, de ere tilsammen blevne uduelige; der er Ingen, som gjør godt, der er end ikke Een.

Deres Strube er en aabnet Grav; med deres Tunge besvige de; Øglers Forgift er under deres Læber;

deres Mund er fuld af Forbandelser og Beeskhed;

deres Fødder ere snare til at udøse Blod;

der er Fordærvelse og Elendighed i deres Veie,

og de have ikke kjendt Fredens Vei.

Der er ikke Gudsfrygt for deres Øine.

Men vi vide, at hvadsomhelst Loven siger, siger den til dem, som ere under Loven, paa det hver Mund skal tilstoppes, og al Verden skal være skyldig for Guds Dom.

Derfor kan intet Kjød blive ved Lovens Gjerninger retfærdiggjort for ham; thi ved Loven kommer Syndens Erkjendelse.

Men nu er Guds Retfærdighed, om hvilken der er vidnet ved Loven og Propheterne, aabenbaret uden Loven,

nemlig Guds Retfærdighed ved Jesu Christi Tro, til Alle og over Alle, som troe; thi der er ikke Forskjel;

thi Alle have syndet, og dem fattes Guds Ære,

og de blive retfærdiggjorte uforskyldt af hans Naade ved den Forløsning, som er i Christo Jesu,

hvilken Gud haver fremstillet til en Naadestol formedelst Troen paa hans Blod, for at vise sin Retfærdighed ved de forhen under Guds Langmodighed begangne Synders Forladelse,

for at vise sin Retfærdighed paa den nærværende Tid, at han maa være retfærdig og gjøre den retfærdig, som er af Jesu Tro.

Hvor er nu (vor) Ros? Den er udelukket; formedelst hvilken Lov? Gjerningernes? Nei, men formedelst Troens Lov.

Derfor slutte vi, at Mennesket bliver retfærdiggjort ved Troen uden Lovens Gjerninger.

Mon Gud er alene Jøders (Gud)? er han ikke ogsaa Hedningers? Jo, han er ogsaa Hedningers;

efterdi der er een Gud, som vil retfærdiggjøre de Omskaarne ved Troen, og de Uomskaarne formedelst Troen.

Afskaffe vi da Loven formedelst Troen? Det være langt fra! men vi stadfæste Loven.