Hvad skulle vi da sige, at vor Fader Abraham haver opnaaet efter Kjødet?

Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort ved Gjerninger, haver han Ros, men ikke for Gud.

Thi hvad siger Skriften? — Men Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed.

Men den, som haver Gjerninger at fremvise, tilregnes Lønnen ikke af Naade, men som Skyldighed;

den derimod, som ikke haver Gjerninger, men troer paa ham, som retfærdiggjør den Ugudelige, (ham) tilregnes hans Tro til Retfærdighed.

Ligesom og David priser det Menneske saligt, hvilket Gud tilregner Retfærdighed uden Gjerninger:

Salige ere de, hvis Overtrædelser ere forladte, og hvis Synder ere skjulte;

salig er den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd.

Hører da denne Salighed til Omskjærelsen (alene), eller og til Forhuden? Vi sige jo, at Troen blev regnet Abraham til Retfærdighed.

Hvorledes blev den da tilregnet? da han var bleven omskaaren, eller da han havde Forhud? Ikke da han var bleven omskaaren, men da han havde Forhud.

Og han annammede Omskjærelsens Tegn som en Besegling paa den Retfærdighed ved Troen, hvilken han havde, (da han var) uomskaaren, saa at han skulde være Fader til alle dem, som troe, (skjøndt de ere) uomskaarne, — at Retfærdighed skulde og tilregnes dem —

og (være) Fader til de Omskaarne, til dem, som ikke alene ere omskaarne, men ogsaa vandre i den Troes Fodspor, hvilken vor Fader Abraham havde, (da han var) uomskaaren.

Thi ikke formedelst Loven (gaves) den Forjættelse til Abraham og hans Afkom, at han skulde arve Verden, men formedelst Troens Retfærdighed.

Thi skulde de, som holde sig til Loven, være Arvinger, da er Troen forgjæves, og Forjættelsen gjort til Intet;

thi Loven virker Straf; thi hvor der ikke er Lov, der er ei heller Overtrædelse.

Derfor er Forjættelsen ved Tro, saa at den (gives) af Naade, paa det at den maa staae fast for den ganske Æt, ikke alene for den, som haver Loven, men og for den, som haver Abrahams Tro, hvilken er alles vores Fader,

— som skrevet er: Jeg haver sat dig til mange Folks Fader — for Gud, paa hvem han troede, som levendegjør de Døde, og kalder de Ting, der ikke ere, som om de vare.

Thi mod Haab troede han med Haab, at han skulde vorde mange Folks Fader, efter det, som sagt var: Saaledes skal din Sæd vorde;

og da han ikke var svag i Troen, saae han ikke hen til sit eget Legeme, som allerede var udlevet, efterdi han var nær hundrede Aar gammel, eller til Saras hendøde Moderliv;

men han tvivlede ikke med Vantro paa Guds Forjættelse, men blev styrket i Troen og gav Gud Ære,

fuldkommen vis paa, at det, som han havde lovet, var han og mægtig til at gjøre.

Derfor blev det og regnet ham til Retfærdighed.

Men ikke for hans Skyld alene er det skrevet, at det blev ham tilregnet,

men og for vor Skyld, hvilke det skal tilregnes, naar vi troe paa den, der opreiste vor Herre Jesum fra de Døde,

han, som blev given hen for vore Overtrædelser og opreist for vor Retfærdiggjørelse.