Jeg er en Rose i Saron, en Lilie i Dalene.

Som en Lilie iblandt Tornene, saa er min Veninde iblandt Døttrene.

Ligesom et Æbletræ iblandt Skovens Træer, saa er min Kjæreste iblandt Sønnerne; jeg begjærer (at være) under hans Skygge og sidde (derunder), og hans Frugt er sød for min Gane.

Han fører mig til Viinhuset, og Kjærlighed er hans Banner over mig.

Vederqvæger mig med Balsamflasker, reder (under) mig med Æbler; thi jeg er syg af Kjærlighed.

Hans venstre Haand være under mit Hoved, og hans høire Haand omfavne mig!

Jeg besværger eder, I Jerusalems Døttre! ved Raaerne eller ved Hinderne paa Marken, at I ikke opvække eller komme Kjærligheden til at vaagne, førend den haver Lyst (dertil).

(Det er) min Kjærestes Røst; see, han kommer, springende over Bjergene, hoppende over Høiene.

Min Kjæreste er lig en Raa eller en ung Hind; see, han staaer bag vor Væg, han seer ned udaf Vinduerne, han kiger igjennem Sprinklerne.

Min Kjæreste svarer og siger til mig: Staa op, min Veninde, min Deilige! og gak (hid).

Thi see, Vinteren er forbigangen, Regnen er fremfaren (og) er bortgangen.

Blomsterne ere seede i Landet, Sangens Tid er kommen an, og Turtelduens Røst er hørt i vort Land.

Figentræet haver udskudt sine (smaae) Figen, og Viintræerne, (ja) de (smaae) Druer give Lugt; staa du op, min Veninde, min Deilige! og gak (hid).

Min Due, (som er) i Klippens Rifter, i Skjul i Taarnet, lad mig see din Skikkelse, lad mig høre din Røst! thi din Røst er sød, og din Skikkelse er liflig.

Griber os Rævene, de smaae Ræve, som fordærve Viingaardene; thi vore Viingaarde have smaae (Druer).

Min Kjæreste er min, og jeg er hans, som føder (Hjorde) iblandt Lilierne.

Indtil Dagen bliver luftig, og Skyggerne flye bort, gak omkring, bliv lig en Raa, min Kjæreste! eller som en ung Hind paa Bethers Bjerge.